2019 Marchesi Antinori, Cervaro della Sala Bianco, Umbrien, Italien

2019 Marchesi Antinori, Cervaro della Sala Bianco, Umbrien, ItalienI Umbrien ejer Antinori den smukke middelalderborg Castello della Sala og det er derfra, at denne vin kommer … en Cervaro della Sala Bianco i  årgang 2019.

Den gamle borg blev bygget i 1350 af Angelo Monaldeschi della Vipera, hvis familie ankom til Italien i det 9. århundrede. I 1437 fik Gentile, barnebarn af Angelo dei Monaldeschi della Vipera, kontrol over byen og regerede der som diktator i over et årti. Men efter Gentiles død i 1466 startede en fredelig periode på slottet, hvilket kulminerende med et ægteskab mellem Gentiles søn, Pietro Antonio della Vipera, og hans kusine Giovanna Monaldeschi della Cervara.

Marchesi Antinori købte Castello della Sala i 1940 og til slottet hører 600 hektar jord, hvoraf 229 hektar er vinmarker, der ligger i af 220 – 470 meter højde og tilplantet med sorter som fx  Procanico og Grechetto men også med Chardonnay, Sauvignon Blanc, Sèmillon, Pinot Blanc, Viognier og en lille mængde Traminer og Riesling.

Her smager vi husets 2019 Cervaro della Sala Bianco, der er lavet på et mix af Chardonnay og Grechetto, der høstet tidligt om morgenen og lagt i en kølig pre-maceration i 4 timers inden  gæringen, der sker i barriques efterfulgt af malolaktisk gæring.

Så er vinen lagret … men druesorterne separat med Grechetto i ståltanke og Chardonnay i 5 måneder på egefade inden endelig sammenstikning og aftapning på flaske og et par ekstra måneders lagring.

WAUW … smørfed duft, brunet smør, våde fade, moden frugt med abrikos, ananas og dåsepærer, lidt grillet citron, men fed og vamset med strejf af vanilje og nogle lette, grønne noter. Men der er mere end blot fed, fadlagret Chardonnay, for den har også disse grønne elementer og em stor buket forårsblomster … måske er det Grechetto druer, der giver disse elementer.

I munden er der masser af kraft, virkelig givende og generøs, ganske fedkrydret og frugten er lige den samme, som man kan dufte … altså både abrikos, pærer, fad, hasselnødder, salt og peber … smooth, blid, cremet, raffineret og velstruktureret … 94 point.

Forhandles bl.a. af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 699,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Taittinger, Comtes de Champagne, Champagne, Frankrig

2011 Taittinger, Comtes de Champagne, Champagne, FrankrigComtes de Champagne fra champagnehuset Taittinger er en ikonisk champagne, som jeg ikke tidligere har smagt, men forleden smagte jeg den så i årgang 2011.

Taittinger er verdenskendt for deres champagner og det er ikke uden grund, for med en årlig produktion på over 6 millioner flasker, er champagnehuset Taittinger blandt verdens største producenter.

Champagnehuset blev grundlagt i 1734 af Jacques Fourneaux, hvilket gør det til et af de ældste eksisterende champagnehuse, men i 1932 blev det købt af Pierre Taittinger, der også gav huset dets nuværende navn.

Pierre Taittinger var oprindelig officer fra Paris, men var blev stabschef for General de Castelnau, som havde base på Château de la Marquetterie i Champagne. Så dan han skulle etablere sig selv i Champagne, så slog han sig sammen med sin svoger Paul Evêque og sammen købte de Champagnehuset Forest-Fourneaux.

Han kunne nok ikke have forudset, at det ville blive starten på et kæmpestort champagneeventyr, for han havde ikke selv den helt store interesse for at lave champagner, men blev fremtrædende politiker og parlamentsmedlem i Paris.

I dag er champagnehuset ejet af Pierre-Emmanuel Taittinger, men har har sat datteren Vitalie Taittinger i spidsen og hun driver det sammen med sin bror Clovis Taittinger. De ejer også omkring 288 hektar vinmarker, hvilket giver dem kontrol over kvaliteten og karakteren af deres champagner.

Huset er kendt for sin respekt for traditioner og fokus på topkvalitet. De producerer en række champagner, herunder den prestigefyldte Comtes de Champagne, der er lavet udelukkende på Chardonnay og det er netop den champagne, som vi nu har fået i vinglasset.

Comtes de Champagne produceres kun i de allerbedste år og alle druerne kommer alene fra nogle af de bedste Grand Cru-marker i Côte des Blancs bl.a. Avize, Cramant og Mesnil-sur-Oger og det er kun vin fra første pres, der benyttes.

Vinen er lavet alene med det første pres og efter endt fermentering er 5% af vinen lagret 4 måneder på egetræsfade, hvoraf en tredjedel udskiftes hvert år. Efter aftapning på flaske er andengæring så sket vinkælderen, hvor vinen er lagret i 10 år.

Duftmæssigt er der masser af nødder, makroner, moden frugt af abrikos, pærer, sultanarosiner, blomster, honning, har fået masser af gærkontakt, croissanter, våde fade, vanilje, lakridskonfekt …har flot modenhed og kan på mange måder minde om Dom Perignon.

I munden er boblerne små, bløde, modne og delikate … de fader forholdsvis hurtigt på en moden måde, frugt af dåsepærer, fersken, abrikos, kandiseret grape og appelsinskal. Uha, hvor smager den ret godt, frisk, kraftig, moden, mineralsk og kompleks. 97 point.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 1.499 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2015 Comm. G.B. Burlotto, Barolo, Piemonte, Italien

2015 Comm. G.B. Burlotto, Barolo, Piemonte, ItalienVi sluttede med manér … en 2015 Barolo fra det gamle., legendariske vinhus Comm. G.B. Burlotto, der ligger på adressen Via Vittorio i den lille by Verduno.

Vinhuset er grundlagt i 1850 af Giovan Battista Burlotto, der holdte til et en gammel bygning  fra det 18. århundrede.

Burlotto var en af de første til at fremstille Barolo i 1850’erne og han anses for at være en af skaberne af denne vin, der i dag er kendt verden over. Burlottos Barolo’er blev hurtigt meget ansete og de høstede i slutningen af det 19. århundrede stor anerkendelse udover Italiens grænser.

Burlotto blev leverandør til kongelige familier og det var da også hans vin, der i 1899 ledsagede Abruzzi-regionens hertug på dennes ekspedition til Nordpolen.

Efter Giovans død førte ejendommen en tilværelse i det skjulte, så mens mange andre producenter løftede kvaliteten og blev stjerner i den sidste halvdel af det 20. århundrede, så var det først for alvor i 1990’erne, at Burlottos vine igen steg i kvalitet.

Det skete, da den nuværende ejer Marina Burlottos søn Fabio overtog tøjlerne i kælderen. På trods af sin unge alder er Fabio fast i troen på den traditionelle måde at lave vin på, selvom han også leger med moderne teknikker på andre druer som fx Barbera … men for Barolo vinene på Nebbiolo holder han fast ved traditionerne, dog sætter han nu langt større fokus på arbejdet i vinmarkerne.

Fabio driver vingården sammen med sin søster Cristina og de er den 5. generation og Fabio tilgang har også fået priserne til deres Barolo vine til at stige enormt, bl.a. hjulpet af, at Vinous gav deres Barolo Monvigliero 2013 hele 100 point.

Mange har opdaget Burlottos traditionelle, elegante stil og de ret komplekse, umanipulerede vine, der virkelig repræsenterer det gamle klassiske Barolo og Piemontes sjæl på allerbedste måde.

Familien har i alt 16 hektar vinmarker, der ligger i de 4 kommuner Verduno, Barolo, Monforte d’Alba og Roddi, men er fordelt på ikke mindre end 14 crus marker.

Her smagte vi husets almindelige Barolo, hvor Nebbiolo druerne kommer fra flere forskellige marker, bl.a. markerne Breri, Neirane og Rocche Olmo i 240-370 meters højde.

Efter den manuelle høst er druerne afstilket, hvorefter de via tyngdekraften flyttes til åbne franske egetræskar, hvor alkoholisk gæring og maceration sker. Under macerationen udføres dagligt skånsom overpumpning og nedstandsning, ligesom temperaturen styres i processen.

Derefter sket der malolaktisk gæring i store franske egetræsfade efterfulgt af efterfølgende lagring i 20 til 33 måneder afhængig af årgang og efter aftapning, som normalt udføres om sommeren, så er vinen lagret på flaske i mindst 9 måneder inden frigivelse.

Slam … en sand myriade af tjære, kamfer, gazebind, tørrede rosenblade, gammel garvet læder, tulipaner, cedertræ, hængt kød og en frugt af sorte kirsebær, knust hindbær, tranebær og ribs … støvet og tør, mineralsk og med en knytnævestram nerve. Det er old school klassisk og hård på en sjælelig måde.

I munden er der også en streng og irettesættende frugt med ribs, granatæbler, tranebær, lemon og grape … bitter, uforsonlig og godt med tanniner, der giver bid og sætter sig på tænderne og truer med ikke at forsvinde. Det bider på herligste måde og efterlader ikke den mindste tvivl om, at dette kun kan være Barolo efter gamle klassiske forskrifter … mineralsk, tannisk, vild og lækker … 98 point.

Kan bl.a. findes hos Atomwine og Oxholm Vin … hos sidstnævnte kan man fx finde årgang 2009 eller 2011 til 995 kr., mens 2013’eren koster 1.195 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7