Weingut Friedrich Becker … står for aftenens første rødvin. Inden bulderbasserne starter vi i den lette afdeling med denne spätburgunder, som jeg havde taget med, og den er samtidig én af de flasker, som jeg havde med hjem fra årets sommerferie.
Vi er i den allersydligste del af Pfalz, hvor vi finder Weingut Friedrich Becker, der i de seneste år har opnået en position som Tysklands førende producent af store røde vine på Spätburgunder.
Manden bag denne succeshistorie er den stædige, visionære, kantede, men samtidig charmerende og varme Fritz Becker. Igennem mere end 4 dekader har hans vedholdenhed og stædige tro på egne ideer båret vingården frem til den nuværende position.
Pfalz var tidligere kendt for sine frugtige og søde vine. Folk rynkede på næsen, da Fritz Becker begyndte at lave tørre vine, men stædig i sin tro blev han ved. For mere end 40 år siden plantede han Pinot Noir-stokke på den franske side af grænsen, som løber gennem “Kammerberg” vinmarken, der dog vinmæssigt tilordnes den tyske by Schweigen.
Derfor har man den parodoksale situation, at nogle af Becker’s bedste marker ligger i Frankrig, men dog giver nogle af Tyskland bedste Spätburgundere – deriblandt de efterspurgte Grosses Gewächs-vine og “Pinot Noir” Tafelwein.
Sidstnævnte er kun klassificeret som en bordvin på grund af de stive tyske regler, som ikke tillod brugen af barriques, da man begyndte at arbejde med disse for knap 20 år siden. I mellemtiden er reglerne på dette punkt ændret, men vinens navn minder stadig om en af de forhindringer, der blev sat for Becker, og som har stået på vejen til vingårdens nuværende status. Beckers Tafelwein er da også 7 år i træk kåret som årets bedste tyske rødvin i Gault Millau.
Siden 2004 har vingården gennemgået et generationsskifte. Den “gamle” Fritz og kældermesteren Stefan Dorst støtter i dag sønnen “unge” Fritz, som har overtaget styringen af arbejdet i vinmark og kælder. Fritz junior er selvlært og en af de mest lysende talenter på den internationale vinscene. Hans resultater er imponerende og hans Pinot Noirs fremstår nu som Tysklands uomtvisteligt største.
Jeg har tidligere drukket Beckers Spätburgunder B, Spätburgunder „Sankt Paul“ og den legendariske Pinot Noir Tafelwein, så jeg har store forventninger til denne almindelig Spätburgunder fra dette dejlige vinhus.
Denne spätburgunder er den billigste af Beckers spätburgundere, men duftmæssigt er der sten, mineralitet, der er kostald … ikke så meget eller så sødt, som mange tyske spätburgundere ellers viser, der er lidt krydderier.
I smagen er der dog en sødme til stede, den er strengent, søde bær, jordbær, solbær … mangler måske lidt mere barriques for at tilføre mere krop, men der er fin syre og skarphed, og vinen vokser også yderligere, når den tilføres godt med luft.
Købt i Tyskland – prisen var 12,90€
Næste vin … også en hvidvin … havde jeg medbragt, en dejlig frisk fætter fra Staete Landt i New Zealand, lavet på Sauvignon Blanc.
Lørdag … en dag jeg havde set frem til, for et par af mine gode, gamle oldboyskamerater og gode venner havde planlagt en “marinade-aften”, som udover god mad også omfattede smagning af de 4 øverste vine i Mollydookers sortiment, herunder topvinen Velvet Glove.
Sidste vin fredag … der gik vi da lige oversøisk til New Zealand med en fin Pinot Noir. Vinhuset hedder Babich, og blev startet af den kroatiske immigrant Josip Babich, som helt tilbage i 1916 købte sin første vinmark i Henderson Valley i Auckland, i den nordlige del af New Zealand. Babich Wines er dermed et af de ældste vinhuse i New Zealand.
Tredje Riesling fra Alsace var fra Domaine Josmeyer. Vi er nu i byen Wintzenheim, ca. 5 km. vest for Colmar, tæt på de fantastiske byer som Equisheim og Turckheim.
Næste vin fra Alsace. Nu er vi 20 km sydvest for Colmar, nemlig i byen Orschwihr. Domaine Valentin Zusslin er oprindeligt grundlagt i 1691 af Jodocus Cisle. Han hed tidligere Zusslin til efternavn, og kaldte derfor vinene fra gården for Zusslin.
Kom hviledagen i hu …. eller noget i den stil … står der skrevet ét eller andet sted. Vise ord, som jeg denne fredag havde tænkt mig at udnytte på det skammeligste … efter flere dages hårdt arbejde … og så i ferien!
Torsdag – hjemme fra Vesterhavet – da selv suset fra Vesterhavet råbte til min dårlige samvittighed … “haven derhjemme, haven derhjemme”.
Tirsdag bød på denne dejlige rødvin. Vi er i Toscana, eller nærmere bestemt lige udenfor byen Panzano i hjertet af Chianti Classico området. Vinhuset hedder Le Cinciole, og navnet kommer fra lokaltionen af deres vinmarker, som tidligere blev kaldt “Le Terre di Quintius” (jorden i Quintius), eller i daglig tale blot “Le Cinciole”.
Sidder og kigger på en fabelagtigt himmel … det er første dag af min sidste ferieuge, og jeg har i løbet af dagen slidt med at samle ny Ikea reol og få kørt den gamle på genbrugspladsen. Børnene er gået til ro, og freden har sænket sig, så der er tid til at skrive lidt om aftenens vin, en rigtig dejlig økologisk Riesling fra Mosel.