2009 Quinta do Pégo, Grande Reserva, Douro, Portugal

2009 Quinta do Pégo, Grande Reserva, Douro, PortugalTirsdagens vin var en portugiser, købt hos Jysk Vin/AMKA, og faktisk ejet/drevet af AMKA. Vingården hedder Quinta do Pégo, beliggende på vejen fra Regua til Pinhao, 138 m. over Douroflodens vandoverflade og vinmarkerne er beliggende op til 350 m. over Douroflodens vandoverflade.

Quinta do Pégo har produceret vin siden før 1548 – ifølge diverse historiske dokumenter. Deraf kan man udlede, at der efter al sandsynlighed har været dyrket vin på gårdens jorde siden den romerske besættelse. Siden september 2003 har Quinta do Pégo været 100% ejet af AMKA. Quinta do Pégo projektet indebærer – udover naturligvis produktion af nogle af de fineste og bedste portvine – en total renovering af de gamle bygninger samt opførelse af en række gæsteboliger på gården. Efter denne totale renovering åbnede vingården Quinta do Pégo i foråret 2009 i en helt ny form med hotel.

Quinta do Pégo råder i dag over ca. 33 ha. jord, hvoraf ca. 30 ha. er beplantet i 2002. Jorden er klassificeret i gruppe A, som er den absolut bedste gruppe. Quinta do Pégos formål er at producere vine af ypperste kvalitet. I første omgang kun Vintage port og rødvin, men nu også Late Bottled Vintage port.

Quinta do Pégo Grande Reserva 2009 er resultatet af en omhyggelig udvælgelse af druer fra 2009 høsten. Vinen er produceret af winemaker Wouter Pienaar. Druerne er dyrket på Quinta do Pégo ejendommen, som er beliggende på venstre side af Douro floden i Douro dalen i Portugal. Høstudbyttet er lavt, og kun de allerbedste druer er brugt til vinen. Druerne er høstet ved den optimale modenhed – og der er kun brugt specielt udvalgt rød gær til gæringen.

Vinen er produceret af Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousao og Tinta Cão druer. 60% har været lagret i ca. 12 måneder på franske egetræsfade fra Seguin Moreau, Quintessence, Vicard og Taransaud. De resterende 40% af vinen har været lagret på ståltanke. Derefter har vinen været lagret på flasken inden frigivelsen.

Nå, men vinen blev hurtigt hældt på glas. Mørk og fyldig … en rigtig fed vintervin, men lad os så dufte. Duftmæssigt en lidt speciel affære. Der er mørke bær, og så en speciel duft, som jeg kender … men bare ikke kan placere. Kender I ikke det? Det er ikke en duft, som jeg normalt forbinder med vin, og den forekommer lidt forkert her i glasset. Nå, jeg giver op! Også duft af lidt krydderier og eg.

Smagen fyldig, sødlig og cremet, men ikke så meget syre til at “holde vinen sammen”, og eftersmagen også en smule flad. Et okay glas vin, men jeg er ikke “blown away”, specielt også ud fra prisen på 149 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

Skriv et svar