Med næste vin kom vi til Bordeaux, nemlig med denne Cru Bourgeois vin fra Château Haut-Tayac i Margaux på Médoc.
Vine fra Margaux er kendt for sine meget parfumeret dufte, der byder på violer, roser og cedertræ. Margaux er silkeblød, delikat men har alligevel en lang eftersmag. Eneste problem er, at kvaliteten er meget svingende, især fra år til år. Det er derfor kun de bedste vine i gode årgange, som kan leve op til denne beskrivelse.
Château Haut-Tayac er som sagt Cru Bourgeois, ligger i byen Saint Christoly og hører således til blandt de mere ukendte slotte i Margaux, men slottet har omkring 9,7 hektar vinmarker og drives af 4. generation af familien, nemlig af Gérard Solivères. Ellers er det småt med oplysninger om slottet.
Vinen er lavet på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Merlot.
Duftmæssigt har jeg en del syre med kirsebær og tranebær, lidt tobak og læder. Smagsmæssigt også en dejlig rank vin, og der er godt med lyserøde frugter, tanniner og dejlig syre i eftersmagen.
Fås i Kvickly til omkring 84 kr. på bud.