2021 Weingut Günther Steinmetz, Wintricher Geierslay Riesling Sur Lie, Mosel, Tyskland

2021 Weingut Günther Steinmetz, Wintricher Geierslay Riesling Sur Lie, Mosel, TysklandSenere i smagningen med Bisgaard’s aka Bisgaard Vinhandel smagte vi atter en vin fra Weingut Günther Steinmetz og samme mark som før … en 2021 Wintricher Geierslay Riesling Sur Lie.

Den er stort set lavet som den årgang 2014, som vi smagte tidligere … altså med spontangæring udelukkende i ståltanke for at fremme den rene frugt og lagret – som navnet også siger – sur lie aka på bærmen for at give mere intensitet.

Duften er vild animalsk, landlig med sved efter hårdt arbejde, petroleum, linolie, modne æbler, fersken  og samtidig kommer der markante noter af grøntsager og grøntsagsfond samt en sprød og stenet mineralitet.

I munden er der til gengæld godt med citroner, syltede citroner og lemon, endda noget grapefrugt og det giver samlet set er godt frisk bid. 90 point.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Antolini, Amarone della Valpolicella Classico Morópio, Veneto, Italien

2020 Antolini, Amarone Classico Morópio, Veneto, ItalienVi fortsatte derefter i den kraftige afdeling, for næste vin blev en 2020 Amarone della Valpolicella Classico Morópio fra vinhuset Antolini, der helt korrekt hedder Antolini Pier Paolo e Stefano.

For vinhuset er nemlig et nyere af slagsen grundlagt i 1992 af de to brødre Stefano og Paolo Antolini, som købte en ejendom Marano by i  Valpolicella med små 7,5 hektar vinmarker i både Valpolicella, San Pietro i Cariano og Negrar. Deres marker ligger på forskellige plots i 150-350 meters højde og senere i 2001 afsluttede de også byggeriet af et nyt moderne vineri med loft på 1. sal. til tørringen af Amarone druerne

Her smager vi netop en Amarone della Valpolicella Classico Morópio, der udelukkende er lavet med håndhøstede druer fra marken Morópio ved byen Marano di Valpolicella. Marken ligger på en skråning med 40 år gamle vinstokke og en unik jordbund.

Den er lavet på Corvina, Corvinone og Rondinella druer med en lille del Molinara druer, der er høstet i midten af oktober, hvorefter alle  druerne tørrer på loftet i 90 til 120 dage og i den periode har et vægttab på 30-40%.

Mellem slutningen af december og slutningen af januar presses druerne og efterlades derefter til macerering ved lav temperatur i 7-10 dage. Derefter gennemgår vinen en 20-dages gæring i ståltanke med automatisk kontrol af temperaturen og udelukkende på alle druerne egne gærceller.

Vinen lagres i fade af både egetræ, kirsebærtræ, kastanjetræ og en mindre del i morbærtræsfade i 24 måneder, hvorefter den lagres på flasker i yderligere 6-12 måneder.

Duftmæssigt har vinen en nærmest eksplosiv frugt med solvarm styrke, alkoholvarme som en portvin og endda også let oxiderede noter, solbærmarmelade, svesker og rosiner tilsat lidt tørrede blomster.

I munden kommer der også nogle lidt brændte noter, har en solrig alkoholvarme og virker ganske sødkrydret … men sjovt nok ikke helt sindssyg voluminøs. Der er flamberede figner, svesker. dadler og en mørk frugt med sorte kirsebær og kirsebærsyltetøj, chokolade, en anelse karamel og skralde-bang i stor stil. 90 point.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Vignobles Diffonty, Cuvée du Vatican Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2020 Vignobles Diffonty, Cuvée du Vatican Châteauneuf-du-Pape , Rhône, FrankrigVignobles Diffonty er et familieejet vinfirma, der holder til på Route de Courthézon i den østlige del af Châteauneuf-du-Pape og laver vine under navnene Château Sixtine og Cuvée du Vatican. Her er det en 2020 Cuvée du Vatican Châteauneuf-du-Pape.

Familien Diffonty har haft tilknytning til Châteauneuf-du-Pape siden 1673 og tidligere indehaver Félicien Diffonty var også borgmester i Châteauneuf-du-Pape i 30 år.

I dag er den hans søn Jean Marc Diffonty, der driver vinhuset, som har 15 hektar vinmarker med de røde druer Grenache,  Mourvèdre og Syrah samt de hvide sorter Roussanne og Clairette, hvoraf de i alt laver 4 forskellige vine.

Vinene er 3 Châteauneuf-du-Pape vine … en rød og en hvid under Château Sixtine og så en hvid, en rosé og en rød Côtes du Rhône Villages og selvfølgelig denne røde Châteauneuf-du-Pape under navnet Cuvée du Vatican.

Den er lavet på et blend af 65% Grenache, 25% Syrah og 10% Mourvèdre, der kommer fra 3 marker i henholdsvis La Crau, Rayas og Barbe d’Asne og høstet med et udbytte på 31 hektoliter pr. hektar og derefter er druerne afstilket inden gæring i termoregulerede kar i rustfrit stål. Efter endt fermentering er vine lagret i ståltanke og egetræsfade, hvorefter aftapning på flaske er sket med en let filtrering.

Duftmæssigt er der våde fade, tørret kød, oksefond, sorte oliven, mørke og gærede bær, solbær, blåbær og nogle krydderier i form af timian og rosmarin.

Smagen er kraftig … den er fed, olieret, powerfuld og pebret, der er mørk og dyb frugt med solbær, blåbær, blommer samt søde og bløde tanniner, lakrids og chokolade. 92 point.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 5/7