2022 Lagar de Costa, Albariño, Rías Baixas, Spanien

2022 Lagar de Costa, Albariño, Rías Baixas, SpanienJeg har et par gange før smagt vine fra Lagar de Costa og begge gange har det været skindfermenterede vine, men nu smager jeg en forholdsvis almindelig 2022 Albariño.

Lagar de Costa er et lille familiedrevet vinhus samt B&B beliggende tæt ved Sartaxes i Pontevedra provinsen helt ud til stranden og bugten ved Seiñas i Rías Baixas. Vi er helt oppe i hjørnet i Galicien, hvor klimaet er vådt og gusen vælder ind fra Atlanten

Samlet har huset udlejning af 7 værelser og omkring 7 hektar vinmarker, der er fordelt på ikke mindre end 22 mikroparceller, der næsten alle ligger ret tæt på havet.

Jorden er overvejende sandet, og havets indflydelse holder temperaturen på et årligt gennemsnit på kun 14 grader, hvilket kan giver masser af syre og friskhed til vinene.

Markerne har meget gamle vinstokke og på nogle af markerne er de mere end 50 år gamle, så udbyttet holdes langt under, hvad der reelt er tilladt i appellationen.

Costa familien har lagt vinproduktionen i hænderne på den unge Sonia Costa. Hun startede først i 2001 med at lave egne vine, selvom familien egentlig har været vinavlere i over 100 år.

Her smager jeg så deres 2022 Albariño, hvor druerne kommer fra flere forskellige sydvestvendte marker i Valle de Salnés. Den er lavet med gæring i rustfrie stålkar og er derefter også lagret sur lie i store ståltanke inden aftapning på flaske, hvor den lagrer 2 måneder.

I næsen er der røgede toner, klar, frisk og nærmest stenet mineralsk med en frugt, hvor der både er citrus og abrikos, fersken, ananas, men frugten bliver aldrig fed eller tropisk, for vinen har tertiære små noter af linolie, salte elementer samt limeskal.

Smagen er syrlig frisk med masser af lemon, lime, sød grape samt kalket mineralitet. Syren er vitterlig meget frisk, hvilket giver vinen et frisk og rask bid suppleret med nogle let bitre noter, basilikum og grønne urter. Vinen har en vis krop og tyngde, som giver den en bred og cremet smag, hvor kernen er syrlig og lækker frisk. 92 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske koster 160 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Villa Conchi, Cava Extra Brut Imperial Reserva, Penedès, Spanien

2019 Villa Conchi, Cava Extra Brut Imperial Reserva, Penedès, SpanienDenne lille uanseelige Cava Extra Brut Imperial Reserva fra Villa Conchi ser måske ikke ud af meget, men det er sgu et fremragende glas bobler … endda årgangs og med masser af lækkerheder.

Jeg har smagt Cavaen i den foregående årgang 2018 og der var jeg meget begejstret og skrev også lidt om vinhuset. Denne årgang 2019 er bare endnu bedre.

Som med 2018 er den lavet på et blend med 40% Xarel·lo, 30% Macabeo, 20% Parellada og 10% Chardonnay … alle høstet med håndkraft om natten, så kun kernesund og helt frisk frugt finder vej til vineriet.

Her nedkøles druerne straks til 10 grader, hvor de presses og så gærer i ståltanke ved 16 grader og hver druesort separat. Efter endt gæring sammenstikkes det endelige blend, der så aftappes på flaske sammen med gæren og sukkeret.

Andengæringen på flaske under gennem minimum 22 måneder på flaske i kontakt med de fine gærrester. Efter denne periode sker der så en dekantering og der tilsættes en dosage med lidt sprit.

Nåååå hvor det dufter fremragende … har en sødgæret, landlig og animalsk aroma, hvor der er stald, mødding, noget lakridskonfekt,  vaniljetærte, toast og wienerbrød, ristede noter, sødkrydrede noter og en frugt af kvæde, stikkelsbær, gule blommer, syltet lemon, virker pænt sødere og dybere end 2018’eren.

Det gælder egentlig også smagsmæssigt, hvor boblerne er fine og ledsages til ballet sammen med noget olieret krop og småfedme. Der er gule blommer, mirabeller samt en klar sødbitterhed fra lemon og underneden en kridtet og kalket mineralitet. Den har en sødbitter syre, som når man har drukket lidt gin og tonic, men det elsker jeg bare og i modsætning til 2018’eren, så er denne meget mere egnet som velkomstaperitif på den seriøse måde. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 199,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 99,95 kr. og det er sgu en fin pris.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Comando G, Navatalgordo, Madrid, Spanien

2022 Comando G, Navatalgordo, Madrid, SpanienVi var snart ved at ramme bunden i Sierra de Gredos kassen, men vi havde skam lige denne 2022 Navatalgordo fra Fernando García og Dani Landi og deres ikoniske vinhus Comando G.

Navatalgordo er en ny vin i deres sortiment og er lavet på ren Garnacha, der stammer fra vinstokke, der er cirka 60 år gamle.

De kommer fra en de højest beliggende marker i Sierra de Gredos, nemlig på fra granitholdige marker ved byen Navatalgordo i 1.100 meters højde. Vinen er lavet under betegnelsen Vino de Pueblo, som også vinene Rozaz og Villanueva.

Vino de Pueblo er en slags klassifikation i Spanien, der lægger vægt på karakter og de unikke egenskaber ved vine fra specifikke landsbyer eller byer.

Det er en klassifikation, som gør det muligt for vinproducenter at fremhæve den særlige identitet og terroir for deres lokale område, hvilket adskiller disse vine fra dem produceret i bredere regioner.

Det er således en måde at anerkende og fejre mangfoldigheden og de specifikke kvaliteter ved vine fra forskellige lokaliteter inden for Spaniens varierede vinproducerende regioner.

Med denne 2022 Navatalgordo er det både økologisk og biodynamisk, mens vinen er lavet med minimal intervention, brug af hele klaser. Gæring og maceration  er sket langsomt over 50 dage på  åbne egetræskar og derefter er vinen lagret i 12 måneder på brugte 500 liter franske egetræsfade. Der er kun lavet 2.798 flasker.

WAUW … dufter af blomster godt placeret dybt i en mødding, bondsk, animalsk, landlig og samtidig utrolig frugtrig. Det er mest kirsebær, jordbær og ribs, har utrolig intensitet, dybde og samtidig let og lys elegance. Man fornemmer en kontrolleret og sart saftighed.

I munden er det vildt godt … bondsk, elegant, let, luftigt og Jakob siger siger spinkel krop. Det er ganske sikkert. Der er lyse kirsebær, moreller, ribs og en fin, feminin og præcis syre, hvor der er små drops af lemon, som giver lidt gin & tonic og campariagtig bitterhed med en lille citrusnote. Den lyse og beaujolaisagtige syre understøttes af en meget ren, stenet mineralitet, som kom vinen piblende op fra en underjordisk kilde i en stenhård granitklippe. Det smager af frisk luft i bjergene og har denne flyvende stramhed … det smager vildt godt, så dermed 96 velfortjente point.

Købt hos Laudrup Vin, hvor en flaske koster 519 kr., mens prisen er 409 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2023 Cantine di Ora, Pinot Grigio Valdadige, Alto Adige, Italien

2023 Cantine di Ora, Pinot Grigio Valdadige, Alto Adige, ItalienCantine di Ora er en del af den internationale vinkoncern Schenk og fra deres italienske enhed Schenk Italia smager jeg nu deres 2023 Pinot Grigio Valdadige.

Schenk har jo egentlig base i Schweiz, men også en lang række vinerier i det meste af Italien. De producerer over 600 forskellige vine og bare i koncernens italienske enhed Schenk Italia produceres der over 52 millioner flasker vin og de kan flaske ikke mindre end 350.000 flasker om dagen fra næste alle områder.

Jeg har skrevet om dem før, så det gør jeg ikke igen, men kigger bare nærmere på denne Pinot Grigio Valdadige, der er lavet på ren Pinot Grigio, som Cantine di Ora selekterer fra udvalgte norditalienske vinmarker i den kølige floddal Adige.

Efter en nænsom presning af druerne gærer hvidvinen med frugtbevarende temperaturstyring ved 16-18 grader på ståltanke og der er vinen også lagret kortvarigt efter endt fermentering.

Duften er sgu lidt til den flade og bløde side … det er bløde pærer, fersken, abrikos og ananas. Der er sødme og smørfedme, safran og søde krydderier suppleret med en smule tyk blomsterpollen fra knaldgule blomster.

I munden er det en meget saftet vin … meget sødkrydret og temmelig sød. Syren er flad og neutral, så man får virkelig Pinot Gris druens lidt bløde karaktertræk, hvor det er abrikos, ananas, fersken, en smule peber og lidt grillet lemon, måske endda lidt vandet, så det bliver aldrig historisk vin, men drikkevenlighed kan også noget, så dermed 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 51,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2011 Weingut Egert, Mittelheimer St. Nikolaus Riesling Beerenauslese, Rheingau, Tyskland

2011 Weingut Egert, Mittelheimer St. Nikolaus Riesling Beerenauslese, Rheingau, TysklandUndervejs i vort byggemøde, så fik vi til desserten – en dejlig fed samt  kalorietung og luksuriøs mazerinkage med pistacie – også lidt dessertvin og det blev et glas af 2011 Mittelheimer St. Nikolaus Riesling Beerenauslese fra Weingut Egert.

Det er vinhus, som jeg har skrevet om mange gange her på vinbloggen, så det gør jeg ikke igen, men kigger bare videre på nektarsøde Beerenauslese.

Marken Mittelheimer St. Nikolaus ligger kun 150 meter fra Rhinen, der giver varme til marken og sikrer, at vækstsæsonen altid starter et par dage tidligere end andre steder.

Den vinmark har en jord med stor surhed og et højt kalkindhold, som gør dette et godt sted at dyrke vin og Egert høster da også deres fine Rheingau Großes Gewächse derfra.

Denne Mittelheimer St. Nikolaus Riesling har jeg slet ikke nogle informationer om, men vi er med sådan en bandit oppe mellem 110 og 128 grader Oechsle. Nå, men så må vi hellere bare springe videre til mine smagsnoter.

Som I måske kan fornemme på billedet, så er det en ganske voldsom mørkegul og likøragtig vin i glasset, men duften nærmest skriger, at det er Riesling, for vinen udsender en stærk og umiskendelig odeur af petroleum, diesel og terpentin suppleret med nektarsødme af lidt tørrede abrikoser, kandiseret citron og nøddekrokant.

I munden virker det som en blomstret likør … fed og med et højt sødmeniveau, men samtidig er syren frisk og levende, hvilket lige hæver niveauet markant. Smagen er sådan en blanding af saftig kryokoncentreret æblemost, kandiseret citronlikør og abrikos, tilbagelænet, blød og omfavnende. Smager sgu herligt, 94 point.

Købt på vingården, hvor en flaske 0,375 liter koster 17,80€ … svarende til 133 kr. og det er sgu billigt for sådan en ædel Riesling Beerenauslese.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Elena Walch, Pinot Nero Ludwig, Alto Adige, Italien

2020 Elena Walch, Pinot Nero Ludwig, Alto Adige, ItalienVi har tidligere fået denne Pinot Nero Ludwig som første rødvin til et byggemøde. Dengang var det i årgang 2016 og nu blev det så sidste rødvin ved aftenens byggemøde, men blot i årgang 2020.

Elena Walch holder til i byen Tramin i Alto Aldige … faktisk næsten nabo til vinhuset Tenuta J. Hofstätter. Elena kaldes også dronningen af Alto Adige, men hun blev selv først vinbonde i 1985, da hun giftede sig ind i en gammel vinfamilie i området.

Elena bragte nye og moderne metoder til vinfremstilling ind i det gamle og traditionelle familieforetagende og har bragt vingården frem til at høre blandt eliten i området.

Hun startede også med at transformere alle sine marker i en meget kvalitetsbevidst retning. De blev genplantet med de bedste og mest kvalitative kloner, som er plantet så tæt som muligt på markerne, for at presse vinstokkene mest muligt.

I dag driver hun vingården sammen med sine 2 døtre Julia og Karoline Walch, som således er 5. generation på vingården. De ejer i dag samlet 60 hektar vinmarker, som er fordelt på to ejendomme i området, nemlig Castel Ringberg ved søen Kalteren samt Vigna Kastelaz nær byen Tramin.

Alle Elenas marker er i dag beliggende omkring disse to ejendomme, der hver især har deres unikke terroir, hvilket gør, at hun dyrker forskellige druer på hver ejendom.

Generelt fremstiller Elena Walch i dag meget drue-typiske vine, med fokus på ren frugtighed og lang elegant eftersmag. Kun de bedste vine lagres på barrique, og i hendes premium serie er hun nede under 20% på egetræsfade for at bevare mest mulig frugt og druekarakter.

Denne Pinot Nero Ludwig er lavet med druer fra marker ved byen Pinzon, der ligger højt lidt oppe fra Montan og faktisk fra marker på begge sider af dalen, hvor den ene i 400 meters højde vender mod øst og den anden i 580 meters højde vender mod vest.

Fermentering sker i både store, gamle slovenske egefade og ståltanke med maceration over 48 timer. Efter endt alkoholisk gæring er vinen også gæret malolaktisk og derefter så lagret på franske barriques i 12 måneder.

Det er en omgængelig, venlig og lækker Pinot Noir, hvor der dels er nogle noter af landlig og animalsk frugt med kirsebær, jordbær, lyse blommer og ribs, men også et stort fadpræg med hasselnøddecreme, kanel, mælkechokolade, vanilje og mentol. Det dufter simpelthen vildt godt.

Det smager også vildt godt … smagen er meget elegant, let, ren, tæt og stringent med en skarp syre, lidt bitterhed, jern, jod og en ganske frisk frugt med kirsebær, jordbær, hindbær og let lemon suppleret med en lille sort te bitterhed. Klassevin, så 95 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 339 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Lemelson Vineyards, Stermer Vineyard Pinot Noir, Oregon, USA

2015 Lemelson Vineyards, Stermer Vineyard Pinot Noir, Oregon, USADen næste og 3. sidste Pinot Noir vin denne aften blev denne 2015 Stermer Vineyard Pinot Noir fra det Oregon baserede vinhus Lemelson Vineyards.

Der ligger i det område i Oregon, som i dag betragtes som et af de bedste … Yamhill County, ja faktisk ligger det en smule sydøst fir Yamhill by øst for nærliggende Carlton.

Lemelson Vineyards grundlagt i 1995 af Eric Lemelson, som tidligere var en miljø-advokat født i New York. Betaget af Oregons storslåede natur og Yamill Countys mange og fantastiske muligheder for vindyrkning, flyttede han dertil i 1979.

Allerede et par år efter – stadig midt i sine jurastudier – købte han en mindre gård og plantede først frugttræer og senere vinstokke og begyndte så småt at sælge sine druer til et par anerkendte producenter.

Men så i 1999  startede han vinificering af sine egne vine på Pinot Noir, Chardonnay og Pinot Gris. Han fik hjælp af ønolog og vinmager Paul Pujol, som jo driver Prophet’s Rock, som vi jo tidligere denne aften smagte vin fra.

Paul Pujols hjælp gjorde også, at Lemelson Vineyards helt fra starten fik kæmpe opmærksomhed i vinblade som Wine Advocate, Wine Spectator og The Wine Enthusiast.

I dag har Lemelson Vineyards omkring 131 hektar marker spredt ud over flere ejendomme i Willamette Valley. Disse vinmarker er nøje udvalgt for at udtrykke det unikke terroir i regionen og dyrkes med fokus på kvalitet og bæredygtighed.

Denne 2015 Stermer Vineyard Pinot Noir er lavet 61% Wadenswil og 39% Pommard Pinot Noir kloner, der blev plantet tilbage  i 1997 på Stermer Vineyard lige overfor vingården i Yamhill-Carlton. De er dyrket økologisk siden tilplantningen i 1997.

Marken blev købt af Barbara og George Stermer i begyndelsen af 1950’erne hvor navnet også kommer fra. I mange år blev der dyrket pærer og blommer, indtil Eric Lemelson plantede Pinot Noir vinstokke i 1997.

Druerne er høstet med håndkraft og efter en skånsom afstilkning af 60% af høsten, og med 40% hele klaser, foregår gæringen i ståltanke med druernes egne gærceller. Efter endt gæring er vinen lagret 15 måneder på 228 liter burgundiske træfade, hvoraf de 52% er nye og resten 1-4 år gamle.

I næsen er det en meget bred vin … hvis man kan sige det sådan? Der er noget sololie, sandede noter og en lidt mushy samt blød frugt med overmodne jordbær, jordbærtærte, sød kirsebærsauce, blommer og noget mynte og mint, blomster, lavendel, rene skjorter og så nogle fadnoter med lakrids, peber og kanel.

Smagen er klart mere europæisk i stilen, for syren er klar og frisk, der er godt med lyserøde bær, jordbær, hindbær, ribs og lidt lemon, modne tanniner og et mineralsk jern- og stenfyldt bid. Der kommer også nogle krydderier frem … men alt i alt en ganske flot Pinot Noir, så dermed 94 point.

Forhandles af Primavin, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Domaine Frédéric Esmonin, Gevrey-Chambertin 1er Cru Lavaux Saint-Jacques, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Frédéric Esmonin, Gevrey-Chambertin 1er Cru Lavaux Saint-Jacques, Bourgogne, FrankrigDomaine Frédéric Esmonin er jeg stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog. Det er et negocianthus, som vi denne aften smagte vi en 2019 Gevrey-Chambertin 1er Cru Lavaux Saint-Jacques fra.

Familien Esmonin driver både eget vinhus, som er kaldet Les Estournelles i Gevrey-Chambertin og negocianthuset Domaine Frédéric Esmonin, hvor de laver vin på opkøbte druer.

Les Estournelles råder over omkring 6,5 hektar vinmarker, hvorfra man laver husets egne vine. Indtil 1987 solgte familien dog alle egne druer til négocianter som fx Leroy og Jadot … nogle af Leroys mest berømte vine fra 1950’erne skulle efter sigende også være lavet med druer fra Frédéric Esmonin.

Frédéric Esmonins moder og fader er stadig aktive i driften af vinhuset og familien er en af de gamle og mest kendte i Gevrey-Chambertin.

Domainet praktiserer lutte raisonnée, hvilketn vil sige, at man ikke bruger kemikalier og tilsætningsstoffer … med mindre det ikke kan undgås. Hele  produktionen foregår på en naturlig og skånsom måde for miljøet. Dog er huset hverken økologisk eller biodynamisk certificeret,

Denne 2019 Gevrey-Chambertin 1er Cru Lavaux Saint-Jacques er således lavet med opkøbte druer, som kommer fra den meget kendte 1er Cru mark, Estournelles Saint-Jacques i Gevrey-Chambertin. Den er lavet med gæring i åbne gæringskar og lagret 14 måneder på franske egetræsfade.

I næsen er det en lidt bondsk og landlig vin … igen fornemmer man Gevrey-Chambertins lidt mørke og fyldige siden, selvom det fortsat er en let og luftrig burgundisk vin med det lille grønne islæt. Frugten er jordbær, blommer, skovbær og mørke hindbær, men fadene giver også noget nødder, lakridskonfekt og vanilje.

Smagen er smooth, cremet og overraskende sødlig blød. Til at starte med er det cremet, venlig og fyldigt, men frugten er stram og præcis med jordbær, ribs og lemon, der lige bider og knurrer. Tanninerne er ranke og mægtige, men smelter sammen med en fin, sart, grøn samt delikat syre, som giver vinen god balance. 95 point.

Forhandles af Philipson Wine og Meny supermarked  … og i Meny kan vinen fås til 695 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder Dernauer Pfarrwingert GG, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Meyer-Näkel, Spätburgunder Dernauer Pfarrwingert GG, Ahr, TysklandMeyer-Näkels Spätburgunder Dernauer Pfarrwingert Großes Gewächs har jeg smagt før. Det var i årgang 2017 og endda under et besøg på vingården til en smagning med salgschefen Dennis Appel, men nu smagte vi 2018’eren.

Dernauer Pfarrwingert ligger lige ovenfor Dernau by … lige under Hardtberg marken. Det er en meget stejl mark, som har sit navn efter Dernaus katolske Pfarrkirche aka sognekirke, som fortsat er en stor jordejer af bl.a. Dernauer Pfarrwingert. Marken har en sydlig eksponering og en undergrund med greywache, skifer og sandsten, hvilket oftest betyder meget duftende vine med udtalt mineralitet.

Meyer-Näkels Spätburgunder Dernauer Pfarrwingert Großes Gewächs er lavet som de øvrige topvine, altså høstet med udbytte på 30 hektoliter pr. hektar og er efter endt fermentering lagret 16 måneder på barriques, heraf 70% nye fade og så 6 måneder på flaske inden frigivelse. Der er 0,1 gram restsukker pr. liter.

I glasset er denne vin også grumset som  bare pokker, mens næsen virker lidt mere røget og støvet. Den får lige et touch af den røgede Ahr karakter, men er ellers så blød og lækker med blød frugt samt et ristede fadpræg. Der er kirsebær, hindbær, blommer, mens der så fra fadene kommer noget mælkechokolade, vanilje, kul, kanel og ellers virker så fin, blød og … moden og voksen.

Smagsmæssigt er der godt med power, men ligeledes på en moden og voksen facon, men også lidt mørkere end duftmæssigt. Det er en kirsebær, jordbær, chokolade, saftighed, moden syre og flot struktur. Det er fortsat med en frisk og flot balanceret syre samt fine, tydelige tanniner, fremragende struktur samt stor koncentration. Klasse fornægter sig ikke … og dette er klasse, så 97 point.

Forhandles herhjemme af Løgismose Vin, men denne er ikke fundet i sortimentet. I dag ligger prisen i Tyskland vist omkring 65€ svarende til 484 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2020 Giulia Negri, Langhe Pinot Nero La Tartufaia, Piemonte, Italien

2020 Giulia Negri, Langhe Pinot Nero La Tartufaia, Piemonte, ItalienJesper store forkærlighed til vinene fra Giulia Negri skulle vi også ha’ en smagsprøve på, så vi smagte derfor også den seneste udgave af hendes Langhe Pinot Nero La Tartufaia i årgang 2020.

Druerne til denne vin kommer fra La Tartufaia parcellen i 520 meters højde på Serradenari i La Morra.

Tartufaia betyder trøffeljæger og marken har dette navn, da området lige dér er meget rig  på trøfler, som den søde Barologirl og hendes crew også løbende bruger tid på at finde. De fleste af alle Pinot Noir stokkene på La Tartufaia er plantet tilbage i 2004 af hendes far.

Vinstokkene er består af de to burgundiske kloner Dijon 777 og Dijon 837 samt klon 131 fra Trentino. Som nævnt i forrige indlæg, så afstilker hun alle druerne og arbejder alene med spontangæring med druernes naturlige gærceller i store 60 hektoliters kegleformede fade over 25 dage.

Efter endt fermentering har vinen lagret 14 måneder på en kombination af 228 liters bourgognefade og 350 liters letristede tonneaux af fransk egetræ.

Jeg elsker bare duften, som vitterlig er en kombination af noget burgundisk og noget barolosk … der er violer, læder, mynte, grønne blade, cedertræ, masser af strenghed, som kun en kvinde kan få frem og så en frugt, der er helt balsamisk med kirsebær, jordbær og ribs, blomster, let peber, finsk lakrids og en snas kanel.

Den smager lidt på samme nåde, flyder gennem munden som den stille flod … bare med mere bid. Det er som tidligere smuk, feminin og danseglad hybrid mellem Bourgogne og Barolo, hvor man finder tanniner, som ellers vil gøre mange Barolo vine misundelig. Smagen er både rank, balsamisk, lemon og grapeagtig bitter, men fadpræget er også tydelig med lidt vanilje og mælkechokolade. Den har en fin og juicy smag samt en let, fin og en balanceret syre … samt en skarp tunge. 96 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 479 kr., men der kommer ikke mange flasker til Danmark og er hurtigt udsolgt.

Vinanmeldelse 6/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger