Jeg knuselsker Langhe Nebbiolo, hvor man ofte får mini Barolo kvaliteter til færre penge og det er da også tilfældet med denne 2022 Langhe Nebbiolo Avene fra Massimo Rivetti.
Det er et vinhus, som jeg har smagt masser af vine fra … og jeg har da før smagt denne Langhe Nebbiolo Avene flere gange før i både årgang 2018, 2019 og 2020.
Langhe Nebbiolo Avene er lavet 100% Nebbiolo druer fra 20 år gamle vinstokke på en 1,25 hektar stor vinmark i 500 meters højde i Mango området.
Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med gæring og maceration ved 26 grader over 12-15 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder i store 25 hektoliter slavonske egefade og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder.
I glasset er det en herlig lys, på vej til murstensfarvet og transparent vin, som duftmæssigt omgående byder på garvet læder samt masser af tørrede blomster, knuste rosenblade, violer, fennikel og så virker dejlig let, lys og feminin med en lille frugtsødme. Der kommer også noget kamfer sammen med tranebær, ribs og syrlige kirsebær, lidt cedertræ, let mentol og samlet dufter det fremragende.
Smagen er stram, lys, let og næsten feminin med denne lyse og syrlige frugt, som virker utrolig frisk. Der er syrlige kirsebær, ribs, rabarber og tranebær, en bitterhed fra lemon og Campari, meget tør og har disse bidske, bryske og barske tanniner, der næsten er helt på Barolo niveau og giver vinen nerve og sjæl. Det tørre, bitre tanninbid fortsætter i lang tid sammen med en let bolsjesøde. 92 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr. mens prisen er 140 kr. ved køb af 6 flasker.