Den anden Kylie Minogue Wines vin var en Signature Rosé og en mere almindelig vin, for det er en Terres du Midi vin og lavet på kendte druer, men er heller ikke alkoholfri, for den har 12,5% i styrke.
Terres du Midi vin omfatter normalt vine fra Languedoc omkring Montpellier og Narbonne samt Roussillon ned mod Pyrenæerne og den spanske grænse.
Det er fortsat Benchmark Drinks, som står som producent, men de har fået det franske firma Divin Père & Fils til at lave og flaske vinen. Divin Père & Fils er vi også stødt på før, for det er en del af det store vinfirma LGI Wines, som jo netop opkøber druer, laver og flasker vin på deres store anlæg i Carcassonne i Languedoc.
Signature Provence Rosé er lavet på et mix af 80% Grenache og 20% Cinsault, men atter er der ikke mange oplysninger om produktionen, men den skulle dog være lavet i ståltanke, hvor den også er lagret sur lie i 3 måneder
Duften er … særegen. Den virker meget urtet, har godt med grønne stilke, noget bark og nogle jernagtige noter, jod, gran samt gazebind, hvilket først rammer næsen. Først derefter detekteres noget frugt, der kommer meget forsigtigt med moreller og lyse kirsebær.
Smagen er meget spinkel og tynd … frugten er rabarber, moreller, lyse kirsebær samt noget citron, som giver en smule syrlighed samt lidt lemon til at give små bitre noter. Det er dog slet ikke en sød vin, men har nogle ganske tørre elementer, som samlet set giver et godt bid. Med lidt tid i glasset kommer der lidt mere fylde … samtidig med en anelse let peber. 87 point.
Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 89,95 kr.