2022 Kylie Minogue Wines, 0% Alcohol Free Sparkling Rosé, Tyskland

2022 Kylie Minogue Wines, 0% Alcohol Free Sparkling Rosé, TysklandDen ubetinget bedst sælgende australske sangerinde Kylie Minogue har nu lagt navn til en række vine, hvilket måske også kan smitte af på et vinsalg … så Houlberg nynner da også videre på Can’t Get You Out Of My Head og smager to af dem … startende med denne 2022 Kylie Minogue 0% Alcohol Free Sparkling Rosé.

Det er nok ingen overraskelse, af den smukke sangerinden ikke selv laver vinene, for de produceres af det store engelske firma Benchmark Drinks, men ofte laves hos forskellige vinfirmaer.

Benchmark Drinks er en stor vingrossist og -importør. Denne mousserende vin har Benchmark Drinks fået lavet og flasket i Tyskland.

Benchmark Drinks har i øvrigt specialiseret sig i at få lavet vine, som markedsføres under navne på kendte personer. De laver derfor også vine med kendte personer som Gordon Ramsay, Gary Barlow, Sir Ian Botham og Graham Norton.

Den næste – en almindelig Signature Provence Rosé –  er også lavet af Benchmark Drinks, som dog har fået det franske firma Divin Père & Fils til at lave vinen i Frankrig. Divin Père & Fils er vi også stødt på før, for det er en del af det store vinfirma LGI Wines, som jo netop opkøber druer,  laver og flasker vin på deres anlæg i Carcassonne i Languedoc.

Vi snakker altså om designervine, hvor der ikke er mange vinbønder indover. Denne 0% Alcohol Free Sparkling Rosé er da også lavet på et blend af europæiske druer og vistnok mest fra Italien og Spanien … og så suppleret med noget håndplukket grøn te fra Liu-Da Mountains i Yannan-området i Kina.

Der er således ingen angivelse af, hvad vi snakker om af druer … eller hvilke lande druerne kommer fra. Det eneste man kan se er, at vinen er produceret og tappet i Tyskland. Hmmmm.

Nevermind … Kylie Minogue 0% Alcohol Free Sparkling Rosé er selvfølgelig så heller ikke lavet efter ægte champagnemetode, men helt sikkert på en langt billigere måde … men det er faktisk svært at sige noget om det, da der heller ikke findes nogle oplysninger om selve produktionen.

Dermed står vi med en vin, hvor vi ikke kender druer, ikke kender oprindelsesland eller -lande, ikke kender blend eller produktion og dog ved vi alligevel, at der er lidt grøn te med i blandingen. Hmmm, det skal nok blive interessant.

Det er tilsyneladende vine, som folk er vilde med … således er der solgt over 7 millioner flasker Kylie Minogue Wines, der i øjeblikket kan købes i 31 lande verden over. Kylie Minogue Wines’ Prosecco Rosé – som jeg ikke tester – er den mest sælgende rosévin i England med en omsætning langt over 8,9 millioner pund … hvilket er 46% større end nærmeste konkurrent.

Den lyserøde pop-prinsesses boblevin dufter dog ikke meget af vin, men mere som et sødt og mousserende alternativ til noget sodavand og er således meget sød. Der er jordbærmousse, kirsebærtopping og candyfloss samt Faxe Kondi suppleret med søde citroner.

I munden er det lidt samme historie …lidt Frozen champagneagtig saftevand, som man serverer til små børn nytårsaften, men her mere til voksne iført lyserøde pop-gevandter i tjekket stil. Det stikker ikke særlig dybt, er sødt og dog alligevel frisk … og jeg kan køre hjem.

Det er lidt som en popsang, … cathy og hurtigt glemt. I øvrigt har jeg altid været mere til Olivia Newton John, når det gælder australske sangerinder, men jeg er rimelig sikker på, at mange pop-tosser bare vil knuselske Kylie Minogue 0% Alcohol Free Sparkling Rosé. 84 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 69,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7