2019 Massimo Rivetti, Langhe Nebbiolo Avene, Piemonte, Italien

2019 Massimo Rivetti, Langhe Nebbiolo Avene, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Rivetti Massimo ligger på adressen Via Rivetti i Neive og derfra smager jeg igen deres Langhe Nebbiolo og her i en årgang 2019.

Når jeg skriver igen, så skyldes det, at jeg tidligere har smagt vinen i årgang 2018 og dengang var jeg også imponeret.

Massimo Rivetti er etableret i 1860 af Rivetti familien og drives i dag af 6. generation i form af Davide Rivetti. Selve vingården ligger lidt øst for Neive – faktisk midt på husets topmark Froi, som familien købte i 1947. Froi marken står bl.a. bag deres flotte enkeltmarks Barbaresco, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

Rivetti navnet klinger måske velkendt i vinøse kredse? Det velestimerede vinhus La Spinetta er nemlig også ejet af en Rivetti familie … i dag søskende Carlo, Bruno og Giorgio Rivetti, men om de har nogle familiære forbindelser til Davide Rivetti, er jeg imidlertid ikke sikker på.

De har dog før i tiden – før de startede med at lave deres egne vine – solgt deres druer til negocianter, herunder blandt andet netop kultproducenten La Spinetta.

Azienda Agricola Massimo Rivetti har sammenlagt 25 hektar vinmarker, fordelt på den 12 hektar stor parcel på Froi i Neive under Barbaresco appellationen, Garassino i Mango samt Serraboella og La Palazzina i Alba.

Siden familiens ældste søn Davide er kommet til, har man valgt at starte processen med at omlægge hele driften til et økologisk brug. Fra og med årgang 2016 har alle Rivettis vine været økologisk certificeret.

Selvom Rivetti benytter sig af en smule franske fade i produktionen, så hører familien generelt til i den traditionelle boldgade, så vinene på bedste vis kan afspejle områdets unikke forhold. Alle vine laves på forholdsvis traditionel vis med 1/3 lagring franske barrique og 2/3 på store slavonske botti.

Denne Langhe Nebbiolo Avene er lavet 100% Nebbiolo druer fra 20 år gamle vinstokke på en 1,25 hektar stor vinmark i omkring 500 meters højde i Mango området.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med gæring og maceration ved 26 grader over 12-15 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder i store 25 hektoliter slavonske egefade og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder.

I glasset er vinen fint transparent … også mere end foregående fra Sottimano. Næsen er også mere feminin, mere parfumeret med frisk og syrlig i næsen med blomster, tørrede, knuste rosenblade, violer, kamfer, tranebær, ribs, kirsebær, frisk træ, lidt fennikel samt en stenagtig mineralitet. Lækker sart og fin duft.

Smagen er også sådan lys, let og feminin med saftig og læskende nerve suppleret med bolsjesødme, stor friskhed, en herlig lys frugt, masser af tanniner, som dog aldrig bliver vildt tørre. Der er sort te, lidt Campari, Aperol og tranebær og en diskret lille sødme. Det er fabelagtig lækker Langhe Nebbiolo og samtidig til god pris.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 149 kr. mens prisen er 134 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7