2020 Sottimano, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2020 Sottimano, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Sottimano ligger på adressen Località Cottà 2 kilometer syd for Barbaresco i Neive området og derfra smager jeg igen deres Langhe Nebbiolo … blot i nyeste årgang 2020.

Når jeg skriver igen, så skyldes det, at jeg tidligere har smagt vinen i årgang 2019 og dengang skrev jeg også om vinhuset, deres historie og vinproduktion.

Druerne til deres Langhe Nebbiolo er deklassificerede fra de yngste vinstokke fra den 4 hektar store, højtbeliggende og kalkstensrige Basarin mark, der ligger på grænsen mellem Neive og Treiso.

Vinen er lavet med gæring og maceration i 25 dage alene med druernes naturlige gærceller. Efter end fermentering sker der en malolaktiske gæring i franske tønder fra Francois Frères og lagring 14-16 måneder med 15% nye fade og halvdelen af tiden sur lie, altså på bærmen.

Dejlig landlig duft … lys frisk frugt, ribs, hindbær, jordbær, tranebær, tørrede blomster og igen denne friske og rene duft af lidt nyvaskede hvide lagner, som jeg også fangede i 2019’eren. Derudover blyanter, læder og så ellers masser af tørt træ. Det dufter sgu godt … kan nærmest måle sig med nogle af de bedste Barolo’er eller Barbaresco’er.

Og hvor smager den også godt … er ikke helt så vild, tanninerne heller ikke så markante og så har den også en lille sødme, men det er en fortsat med en dejlig frisk, let, syrlig, lys frugt, hindbær, jordbær, ribs, tranebær … og så en nærmest lemonagtig bitterhed, campari, saftighed, mineraler og virker endda lidt hvalpet.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7