Byggemøde 20. maj … med Nullermands hardnittersko på bordet

Det var Keepers tur til at være vært for det altid skræmmende byggesjak, men det var måske derfor, at Nullermanden aka Wanna-be Lyngvild, Tånums svar på Otto Leisner og Kim Schumachers uægte søn havde taget sine sko med nitter på.

Det er utroligt, hvad man kan købe i Netto, men Brix var glad for sine sko og man fik helt deja-vu til Steppeulvenes sang Dunhammeraften, hvor Skaløe synger om sine violette snabeltyrkersko. I hvert fald røg skoene hurtigt op på bordet udenfor, hvor solen tilsmilede det fine byggesjak aka vinklub.

For hvad var mere naturligt end at starte på terrassen, når nu sommeren for alvor viste tænder? Så efter ankomsten røg vi så hurtigt udenfor igen, hvor vi kunne lave de sædvanlige mobberier, mens Keeper inden længe kunne servere lidt appetizers og bobler … så var aftenen ligesom allerede i gang.

Og det var ikke bare almindelige bobler … for det viste sig, at det såmænd var 2 champagner fra Louis Roederer, bl.a. den ikoniske og pænt dyre topchampagne Cristal  i årgang 2014.

Ja faktisk var vejret så godt, at vi udover boblerne og appetizers også snuppede forretten og aftenens 3 hvidvin udenfor … og først trak indenfor til hovedretten senere, hvor det begyndte at blive køligere.

Maden

Keeper havde nemlig inden vi kom planlagt en formidabel middag, som bestod af disse retter:

  • Appetizers; Små Mini Vol au Vent med stenbiderrogn creme, ristet brød m/røget dyreryg & aioli samt gedeost m/valnødder & honning
  • Forret; Sej i hummerbisque med hvide asparges, stenbiderrogn, trøffelaioli og rabarberkompot
  • Hovedret; Stegt dyreryg m/saltbagte kartofler, svampe og rødvinssauce
  • Dessert; Æbletærte med råcreme

Lad os lige kigge nærmere på retterne:

Små Mini Vol au Vent med stenbiderrogn creme, ristet brød m/røget dyreryg & aioli samt gedeost m/valnødder & honning

Sammen med boblerne nogle herlige små appetizers … nogle med stenbiderrogn creme i små Mini Vol au Vent, nogle toast med røget dyrekølle, som Keeper selv havde skudt. De havde lidt trøffel aioli og derudover var der også toast med gedeost, valnøder og honning, men gedeost er en ost, som deler vandene … jeg er dog fan.

Sej i hummerbisque med hvide asparges, stenbiderrogn, trøffelaioli og rabarberkompot

Forretten bestod af fisk … lidt stegt sej med en intens hummerbisque, lidt stenbiderrogn, hvide asparges, rabarberkompot og trøffelaioli … det smagte fandeme godt … og så sprængfyldt med smag og suppleret med flere hvidvine, som vi selvfølgelig jo skulle gætte.

Stegt dyreryg m/saltbagte kartofler, svampe og rødvinssauce

Hovedretten havde Keeper selv skudt … sikkert et vådeskud, men et godt af slagsen. Det var stegt dyreryg og hertil saltbagte kartofler og svampe, men selvfølgelig også lidt sauce … vistnok rødvinssauce. Der er nu altid noget eksklusivt og lækkert over dyreryg.

Æbletærte med råcreme

Senere på aften – efter godt med vine – kom der lidt dessert på bordet og det var en lille æbletærte med råcreme … en kombi, der bare altid passer godt sammen og smager dejligt.

Vinene

Atter bestod feltet af 14 vine … virkelig et flot og eksklusivt felt bestående af masser perler og kun én vin havde jeg smagt før og det var en 2018 Dernauer Spätburgunder fra Weingut Bertram Baltes.

Dermed så feltet sådan her ud:

Der var mange højdepunkter og for mig var det Cristal champagnen, Pio Cesare Barolo stod også knivskarpt i årgang 2016, Baroloen fra Fratelli Revello var fin, bourgognevinen fra Lucien Le Moine utrolig lækker og så bliver jeg sgu også altid begejstret for Chat Sauvage vinene … og det gjaldt også her.

Konkurrencen

Der er battle til sidste vin … og nogle gange, så skal man bare følge sin første indskydelse, fx tænkte jeg omgående Julie Bertram, da jeg smagte deres 2018 Dernauer Spätburgunder … for den har en smule reduktiv næse … men jeg endte med at gætte på noget andet.

Sådan er der så meget … men for at springe til resultatet, så endte Falken med sejren og Flemming med sorte Per … men Brix og jeg så måtte tage til takke med et plads midt i feltet.

Men sikke en aften … stor tak til Keeper for fremragende aften i sommersolens skær.