2019 Jean Gagnerot, Mâcon-Charnay, Bourgogne, Frankrig

2019 Jean Gagnerot, Mâcon-Charnay, Bourgogne, FrankrigKlos op ad Pouilly-Fuissé finder vi den lidt ukendte appellation Mâcon-Charnay, der næsten udelukkende laver hvidvine og det er netop sådan en, som jeg nu smager … en 2019 Mâcon-Charnay fra Jean Gagnerot.

Der findes kun 59 hektar vinmarker i Mâcon-Charnay, så det er også en appellation, der er nem at overse … og ud af de 59 hektar er der faktisk kun 4 hektar rød Pinot Noir.

Jean Gagnerot er vi før stødt på og er et burgundisk brand under den store franske vinkoncern GCF Group, der er så god til at finde vine fra vinkældre rundt omkring. Jeg skrev en del om huset, da jeg første gang smagte en 2017 Saint Aubin.

Denne vin er lavet ved, at druerne efter ankomst til vineriet først er presset skånsomt i en pneumatisk presse, hvorefter mosten gærer på temperaturregulerede ståltanke omkring 16 grader. Efter endt gæring lagrer vinen i 10 måneder sur lie inden aftapning.

Duftmæssigt er det en blid, hvid bourgogne, hvor frugten mest er melon, fersken, mirabeller og pærer. Der er nærmest intet fadpræg, så i stedet fremstår vinen ren, hvid, blød og næsten selvudslettende, men lad dig ikke snyde … det er fint, sart og rart.

I munden er det lidt samme historie, hvor syren måske nok er lidt mere rustik og frugten lidt skarpere med modne æbler, grøn pære og noget citrus, hvor det mest er citroner, lemon og tonicvand. Den har denne svage og lette bitterhed, frisk i frugten, men ellers blid og medgørlig med en kridtagtig mineralitet. 90 point,

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7