Så er vi der igen … hos den rare, excentriske vinmager Christophe Beau. Denne gang er det med vinen Terre Ferme fra Beaus vingård Domaine Beauthorey i Languedoc. Det er samtidig én af de vine, som måske er mindst markant/kantet/vild og mere easy-going end nogle af de øvrige i Beaus arsenal af biodynamiske projektiler.
Ja, jeg har jo skrevet om Beau og hans vine flere gange … både vinene fra den chilenske vingård Vinos Vernaculares og fra gården Domaine Beauthorey i Languedoc. For yderligere info om Christophe Beau, så læs mit indlæg; Christophe Beau – den rare, excentriske vinmager på Domaine Beauthorey og Vinos Vernaculares fra besøget i Danmark.
Dermed springer jeg sgu direkte over til denne lille fætter Terre Ferme … som vel rettelig kan oversættes til noget i retning af “gårdens jord – farmens jord”. Den er primært baseret på Grenache … helt præcis 80% Grenache samt 20% Carignan, vinstokke som er omkring 25 år gamle og med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.
Det er selvfølgelig 100% biodynamisk, og vinen er vinificeret 10 dage på tank og derefter modnet 9 måneder på tank.
Og i næsen fornægter Beaus biodynamiske tilgang sig heller ikke, for vinen er herlig rustik med lidt stald, babybræk (på den fede måde), muldjord, mynte, lakrids og en omgang mørke bær, brombær … men det animalske dog en smule afdæmpet. Det gør måske også, at denne vin er nemmere at tilgå for folk, som ikke er vintosser.
I munden er vinen præget af sødme, blødhed, lethed, hindbær og svag peber … slet ikke tung og power-kraftig som andre vine fra Languedoc, men mere tynd, let og ganske letdrikkelig. Til prisen en herlig, herlig vin.
Købt hos Vinimperiet, pris 75 kr.
Rating 4/7