2023 Tenuta Sette Ponti, Passi di Orma, Toscana, Italien

2023 Tenuta Sette Ponti, Passi di Orma, Toscana, ItalienNæste vin er også fra Toscana, for det er andenvin Passi di Orma til Tenuta Sette Pontis flotte topvine Orma og jeg har nu smagt årgang 2023 af den bordeauxinspirerede vin.

Tenuta Sette Ponti er jeg jo ofte stødt på her på Houlbergs Vinblog og har bl.a. tidligere smagt både topvinene Orma i årgang 2019 samt Oreno i 20172018 og 2019 … blot for at nævne nogle af de smagte vine fra det spændende vinhus.

Passi di Orma har jeg også smagt før og den er – som med Orma – lavet med druer fra husets vinmarker mellem Ornellaia og Sassicaia. I denne årgang 2023 er det et blend på 40% Merlot, 35% Cabernet Sauvignon og 25% Cabernet Franc, der kommer fra 15 år gamle vinstokke og høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar.

Gæringen er sket i temperaturstyrede ståltanke ved 28-30 grader over 18 dage og efter fermenteringen er vinen lagret 6 måneder på franske barriques samt 6 måneder på flaske før frigivelse. Det er en vin, som Tenuta Sette Ponti startede med at lave i 2015.

Den har en møglækker næse … sådan lidt dyb og animalsk kombineret med nogle bordeauxagtige elementer med cedertræ, våde fade, røg, ristede kaffebønder, toast, chokolade, vanilje, kanel, sød lakrids og tjære, mens frugten klart er solbær, sorte kirsebær, brombær og blommer. Der er en vin, der i næsen viser lidt biceps samt store muskler.

Sådan smager den også … og alligevel med en ren, tør og let syrlig nerve med kirsebær, blommer, tranebær og noget lidt rød vermouth bitterhed, men det er alt sammen pakket pænt ind i disse fede, bløde og cremede smage med fylde, dybde og intensitet. Der kommer også noget mineralsk sammen med et noget tannisk udtryk. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7