Efter et af de italienske B’er bliver vi i støvlelandet og smager dernæst denne kendte Lèonus Toscana IGT fra huset Cortonesi og her i nyeste årgang 2023.
Lèonus Toscana IGT er en vin, som jeg har smagt nogle gange før og selvfølgelig også skrevet om, nemlig i årgang 2016, 2018, 2019 samt 2022 og den er lavet på 100% Sangiovese fra unge stokke på Cortonesis marker.
Størstedelen kommer fra den nordligt beliggende La Manella mark, mens en mindre del kommer fra Poggiarelli marken i den sydøstlige del af Montalcino. Vinen lagres 5-6 måneder på 3.000 liter slavonske egefade og efterfølgende tre måneder på flaske.
Der en vin, der har en sødligbitter balsamisk frugt med kirsebær, kandiserede kirsebær, hindbær, blommer og ellers et bredt udvalg fra sygehuset med hæfteplaster, medicinskab og jod. Derudover er der læder, tobak og aftryk fra fadene med svag vanilje, chokolade, nougat og alt sammen med et lidt støvet udtryk.
I munden er det en frugtrig vin med en læskende, saftig og lettere sød smag, hvor det mest er kirsebær suppleret med ribs, tranebær og rabarber samt noget grillet lemon. Smagen er saftet med sødlige, tørre og let bitre elementer, som spiller fint sammen. Tanninerne er på ingen måder vilde, men der er alligevel lidt bid i vinen uden løvebrølet bliver for stort. 91 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.