Tag-arkiv: Ungarn

2017 Kiss Gábor Winery, Code, Villány, Ungarn

2017 Kiss Gábor Winery, Code, Villány, UngarnVi skulle under det ungarske Master Class webinar smage endnu en vin fra den unge og dygtige Gábor Kiss og det blev hans 2017 Code, der er lavet på ren Cabernet Franc.

Druerne til vinen kommer fra Hajdús marken, hvor der er ren Cabernet Franc franske kloner, der er høstet med lavt udbytte.

Vinen er lavet som foregående vin med spontangæring og efter den alkoholiske gæring, så er der gennemført malolaktisk gæring samt lagring i 18 måneder på nye 500-liters egefade.

I forhold til Enigma, så er Code langt mørkere i duften, har igen sødkrydrede elementer og så masser af blæk, blyanter, tryksværte, violer og en frugt med blåbær, brombær og så en totalt vild og blomstret side.

Smagen er også fyldig og fed, godt med bundtræk samt en god, fed syre, vildt tørre tanniner … og på én eller anden måde er den også langt mere kompleks og balanceret end Enigma. Faktisk så smager den virkelig godt og er samtidig ganske interessant, så dermed balancerer jeg lige mellem 4,5 og 5 store fingre.

Importør er Wine & Sprit Store, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Kiss Gábor Winery, Enigma, Villány, Ungarn

2017 Kiss Gábor Winery, Enigma, Villány, UngarnI vinregionen Villány i Pannon området finder vi vinhuset Kiss Gábor Winery, der drives af den unge og meget talentfulde vinmager Gábor Kiss.

Udover at drive sin egen lille vingård, så er han også daglig vinmager på det nærliggende vinhus Matias Pincészetben.

Hans vingård ligger en kilometer øst for Villány by og der har han 10 hektar vinmarker med druesorter som Kékoportó, Merlot, Cabernet Sauvignon samt Cabernet Franc. De bedste af hans marker er Hajdús, Boczor og Gesztenyés, der alle dyrkes efter bæredygtige principper.

Gábor Kiss laver årligt 40-50.000 flasker vin og én af disse er altså denne Enigma, der er lavet på 100% Merlot. Vinen er lavet med en spontangæring i ståltanke og så 18 måneders lagring i 500 liter nye franske fade.

I næsen har vinen en lidt sjov woody duft, som jeg først troede kunne være prop, men det er det ikke. Det er lidt som våd papkasse, våde fade og søde krydderier. Der er solbær, hyben, blomsterpollen samt en lidt småvammel aroma.

I munden er der mørk frugt, blåbær, brombær, godt med tørhed og igen en lidt sjov skævhed, men ellers er vinen meget frugtrig. Der er også tørre og mærkbare tanniner. Faktisk er der masser af tørhed og bitterhed på en lidt fed facon.

Importør er Wine & Sprit Store, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2008 Attila Pince, Syrah, Eger, Ungarn

2008 Attila Pince, Syrah, Eger, UngarnDen næste Eger vin blev en 2008 Syrah fra vinhuset, der kaldes Attila Pince og ligger ved den lille by Szomolya.

Som med den forrige vin, så deltog vinmageren og ejeren af vinhuset Vámos Attila også i det lille webinar … det er ham, som I kan se på billedet ovenover.

Vámos Attila er autodidakt vinmager og startede i 2006 på vingården Feketecseresznye, som István Tóth havde startet i 2003, men nu er overtaget af Vámos, der også har ændret navnet til Attila Pince. Der laves han sine vine så naturligt som muligt … alene med tilsætning af lidt svovl ved flaskning af vinene.

I dag har Vámos samlet 12 hektar med 11 forskellige drusorter og laver cirka 40.000 flasker vin om året, herunder altså denne 2008 Syrah, som er lavet med spontangæring og maceration over 90 dage i åbne gæringskar. Efter endt fermentering er vinen lagret 76 måneder på 500 liter egefade, hvoraf 50% er nye fade.

I næsen er vinen … meget overraskende langt lettere end forventet, virkelig blomstret, let og luftig. Duften emmer nærmest af frugt som brombær, kirsebær samt tonsvis af eg, træ og fade … måske også en kende for meget træ.

Smagsmæssigt er vinen også meget frugtrig … har en lidt rustik kant, men det er bestemt ikke en fed og mørk Syrah, men har et luftigt og let udtryk, men fortsat med peber samt vildt stramme tanniner, der bestemt og beslutsomt sætter sig på fortænderne.

Importør er Wine & Sprit Store, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 St. Andrea Vineyards & Winery, Kis-Eged Pinot Noir, Eger, Ungarn

2016 St. Andrea Vineyards & Winery, Kis-Eged Pinot Noir, Eger, UngarnFørste vin til den ungarske Master Class var denne 2016 Kis-Eged Pinot Noir fra vinhuset St. Andrea Vineyards & Winery, der ligger i byen Egerszalók i Eger regionen i Ungarn.

Under smagningen havde vi vinmageren György Lörincz med i mødet … det er ham, som I kan se på billedet ovenover. Han fortalte lidt om vinhuset, som er grundlagt i 1999, hvor familien lavede deres allerførste vin … en 1997 Egri Cabernet Sauvignon. Den fik en guldmedalje ved en stor national vinkonkurrence og det blev starten på vingården.

I 2002 byggede de et vineri og i dag har György Lörincz 45 hektar vinmarker i flere forskellige områder omkring byen Egerszalók og det er derfra, at denne Kis-Eged Pinot Noir kommer.

Druerne til vinen kommer fra 8 år gamle vinstokke, som efter høst er gæret i åbne gæringskar lavet af egetræ. Efter endt fermentering er vinen så lagret 13 måneder på store 500 liter egefade. Der er alene lavet 1.325 flasker af vinen.

Duften byder på masser af træ, en støvet aroma, dejlig lethed i duften, hindbær, jordbær med en klar grøn kant, lidt mælkede noter, mejeri, blomster og krydderier. Smagsmæssigt er der overraskende godt med peber og krydderier, så dermed bliver vinen lidt småstærk og rustik, mens frugten er kirsebær og hindbær suppleret med lidt sødme.

Importør er Wine & Sprit Store, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

Virtuel Master Class med ungarske vine

I starten af februar fik jeg fra den ungarske ambassade en invitation med teksten; The Embassy of Hungary is pleased to invite you to an exclusive online Master Class, where a selection based on Hungarian red varieties will be presented.

Og I kender jo efterhånden den flittige vinblogger, der altid er nysgerrig på at opdage nye dele af vinverdenen og smage nye vine, så derfor tilmeldte jeg mig selvfølgelig til smagningen, hvor man skulle smage 6 forskellige vine fra Ungarn.

Bevares … jeg har da smagt vine fra Ungarn før og vel også anmeldt 14-15 vine her på bloggen allerede. Men min viden om Ungarn som vinland er nok meget naturligt lidt begrænset, så derfor gav det selvfølgelig god mening at deltage i denne Master Class.

Og jeg fik da også efter tilmeldingen en ganske høflig bekræftelse med, at de … with the help of couriers, we will be able to send you the samples prior to the online Master Class.

Så et par dage inden fik jeg tilsendt linket til selve Zoom Master Class webinaret og samtidig kom prøverne også med posten … 6 små plastik uringlas med de 6 vine. Jeg havde måske forventet 6 flasker, men de små prøver var faktisk tilstrækkelig til, at man lige kunne smage den enkelte vine. Tjek ved det.

Master Class webinaret

Den eksklusive online Master Class blev startet af Zsófia Elek fra ambassaden. Hun bød os alle velkommen … og vi var vel samlet lidt over 40 deltagere, hvilket også omfattede enkelte af de vinmagere, som vi skulle smage vine fra.

Selve webinaret skulle ledes af Dr. Dip.WSET og vinkonsulent Mihály Konkoly, men inden han fik ordet, så fik vi også lige velkomst fra Mihály Fekete, der ejer vinforretningen Wine & Spirit Store, der forhandler ungarske vine og havde stået for fremsendelse af vinene, som vi skulle smage i denne Master Class.

Men derefter gik ordet over til Mihály Konkoly, som indledte med at fortælle lidt om Ungarn som vinland og de forskellige vinregioner og vindistrikter. Det var også Mihály Konkoly, som skulle guide og igennem de 6 smagsprøver, som jeg havde modtaget.

Men lad os først se lidt nærmere på Ungarn som vinland.

Vin i Ungarn

Ungarn er opdelt i 6 store vinområder, som samlet består af 22 vinregioner Denne aften skulle vi dog kun smage vine fra 3 af disse 22 regioner, nemlig Eger, Villány og Szekszárdi.

De 6 vinområder er Balaton, Pannon, Duna, Felső-Pannon – også kaldet Nord Transdanubien – Felső-Magyarországi, der vel blot til dagligt kaldes den øverste ungarske vinregion, hvor vi bl.a. finder vinregionen Eger – og så tilsidst Tokaj.

De mest kendte af de 22 vinregioner er nok Tokaj, Eger, Balaton, Szekszárd, Villány, Sopron og Etyek, mens de største er Kunság med 21.000 hektar vinmarker, Mátra med 6.600 hektar, Tokaj med 5.800 hektar og Eger med 5.700 hektar.

Samlet er der i hele Ungarn 65.395 hektar vinmarker, hvoraf 70% af hvide druer, hvorfor der således helt klart produceres mest hvidvin i Ungarn … selvom vi til denne Master Class alene skulle smage nogle af deres rødvine.

Den samlede produktion var i 2019 på 2.743.175 hektoliter vin … og det bliver da til nogle flasker, hvilket er fordelt på både kendte samt mange lokale sorter. De mest udbredte hvide sorter er:

De mest udbredte røde sorter er:

De 6 ungarske vinprøver

Mens vi så løbende smagte vinprøverne, så guidede Mihály Konkoly os igennem vinene fra de 3 vinregioner og fortalte samtidig lidt om de enkelte regioner.

Eger

Vinregionen Eger ligger i der øverste ungarske vinområde Felső-Magyarországi. Det er et koldklima område med vel omkring 5.335 hektar vinmarker og det område, som er kendt for Egri Csillag, som er en hvidvine lavet på et blend af forskellige druer, samt rødvinen Egri Bikavér, der også populært kaldes tyreblod.

Ingen af disse skulle vi dog smage, men derimod disse to:

Villány

Vinregionen Villány ligger i vinområdet Pannon i den sydligste del af Ungarn, hvor klimaet svarer mere til det sydlige Middelhav, hvorfor er også dyrkes mere rødvin der end typisk i andre områder.

Der er samlet 2.483 hektar vinmarker i Villány og de mest udbredte druer der er Cabernet Franc, Portugieser, Kékfrankos, Cabernet Sauvignon, Merlot, Olaszrizling, Hárslevelű og Chardonnay.

Vi smagte disse to vine fra Villány.

Szekszárdi

Vinregionen Szekszárdi – ligger som Villány – også i vinområdet Pannon og har samlet 2.153 hektar vinmarker og Vesztergombi Winery, som vi netop skulle smage to vine fra, er et af de mest kendte vinhuse i det område.

Szekszárdi er det andet område i Ungarn, hvor de også laves de kendte Bikavér vine, der populært kaldes tyreblod. I Szekszárdi er 80% af vinproduktionen rødvine og vi smagte disse to:

Som vanligt har jeg linket til mine smagsnoter og anmeldelser af alle vinene, men da jeg denne gang ikke har selve flaskerne, så har jeg forsøgt at fuske lidt med mine fotos i blogindlæggene.

Konklusion

Samlet blev det en spændende 1-1½ time med ungarske vine, hvor jeg bestemt fik min viden øget et par ekstra grader. Og lad mig bare slå fast, at der bestemt laves gode vine i Ungarn, hvilket denne lille Master Class også bekræftede.

2016 Takler Pince Borászati, Szenta-Hegyi Cabernet Franc, Szekszard, Ungarn

2016 Takler Pince Borászati, Szenta-Hegyi Cabernet Franc, Szekszard, UngarnNu er der igen ungarsk vin i vinbloggerens glas. Denne gang er det ikke tyreblod, men en enkeltmarksvin på ren Cabernet Franc fra vinhuset Takler Pince Borászati, der ligger 7-8 kilometer syd for byen Szekszárd i vinområdet med samme navn.

Vinhuset drives af Ferenc Takler samt hans to sønner András og Ferenc junior. De etablerede vinhuset i 1987, men familien Takler har været involveret i vinavl og vinproduktion siden 1700-tallet og altid med base fra Szekszárd.

De tre ihærdige Takler mænd har samlet 58 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorterne Kékfrankos, Cabernet Franc, Merlot, Kadarka, Cabernet Sauvignon, Pinot Noir, Syrah, Sauvignon Blanc samt en smule Chardonnay.

Det giver basis for 21 forskellige vine, opdelt i 4 serier; basic wines, reserve wines, single vineyard og emblematic wines. Denne Szenta-Hegyi Cabernet Franc er en enkeltmarksvin, hvor Cabernet Franc druerne kommer fra marken Szenta-Hegyi.

Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på brugte 500 liters egefade. Det trækker hele 14,5% og der er lavet 4.327 flasker af vinen.

Næsen er syrlig og grøn, har en virkelig frisk aroma med masser af eg, blyanter, cedertræ, røg, blåbær og ribs. Smagen er en anelse parfumeret med blomster, pollen og vinen har derudover pænt med tanniner. Det er ved første sip noget kantet, men med lidt luft løsner pigen hårbåndet og slår håret ud. Der er citrus, masser af syrlighed, bitterhed og kant … samt en smule sød gløgg eller glühwein. Det giver lige på et hængende hår 4 fede fingre.

Forhandles af Pannonvin Danmark, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2013 Twickel Szőlőbirtok, Gróf Zichy Szekszárdi Bikavér, Szekszárd, Ungarn

2013 Twickel Szőlőbirtok, Gróf Zichy Szekszárdi Bikavér, Szekszárd, UngarnNæste vin på Houlbergs Vinblog er denne Gróf Zichy Szekszárdi Bikavér, som kommer fra det ungarske vinhus Twickel Szőlőbirtok, der ligger i byen Szekszárd.

Twickel Szőlőbirtok drives af baron György Twickel sammen med sin hustru og 4 døtre. Hans mor – grevinden Maria Theresa Zichy – var en del af en berømt ungarsk adelig familie, men blev i 1956 tvunget til at opgive deres hjemland. Men i 1993 vendte familiens hjem og det blev samtidig starten på vinhuset Twickel Szőlőbirtok.

Vinhuset har samlet 200 hektar vinmarker og laver en række vine, mest på lokale druer. Denne Gróf Zichy Szekszárdi Bikavér er så én af vinene og mange vinnørder vil helt klart kende Bikavér, som nok er en af de mest kendte ungarsk vine.

Egri Bikavér betyder tyreblod på dansk, og det er en vin, som typisk laves på et blend af både lokale samt internationale druer, normalt Kekfrankos, Kadarka, Cabernet Sauvignon og Merlot.

Kekfrankos er dog også en kendt drue, for den hedder nemlig Lemberger i Tyskland og Blaufränkisch i Østrig.

Vinen fik sit navn i 1552, da tyrkerne belejrede borgen i Eger og ungarerne forsvarede sig tappert … og de drak naturligvis stedets rødvin. Den satte sig i ungarerne skæg og i nærkamp så tyrkerne det, hvor de råbte, at ungarerne drikker tyreblod! Dette folk måtte være uovervindeligt! Og snart trak tyrkerne sig tilbage.

Nå, men denne Gróf Zichy Szekszárdi Bikavér er lavet på et blend af Kekfrankos, Kadarka, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Det er ikke mange oplysninger om produktionen … udover at vinen har omkring 1,9 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er der godt med blåbær og frugten er ganske frisk, suppleret med blæk, grafit, masser af blyanter, grønne grene, krudt, kål, kul, mineraler samt lidt kanel og vanilje fra faglagring. Det giver egentligt et blødt og rundt udtryk.

I munden er frugten egentlig også fin frisk og indtrykket rundt og blødt. Det er blåbær, okay syre, som aldrig bliver for vild, men samlet har vinen måske et lidt fladt udtryk … som om, at der mangler en smule dybde, men ellers en rigtigt fornuftig rødvin.

Forhandles af Pannonvin Danmark, hvor en flaske koster 122 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Götz Pincészet, Furmint, Tokaj, Ungarn

2018 Götz Pincészet, Furmint, Tokaj, UngarnMax H havde mer’ billig vin til de tørstige sjæle og næste var denne 22 kr. tørre Furmint baserede vin fra vinhuset Götz Pincészet, der ligger lidt udenfor den lille by Hercegkút i Tokaj området i det nordøstligste hjørne af Ungarn ved grænsen til Slovakiet mod nord og Ukraine mod øst.

Götz Pincészet er et lille familiedrevet vinhus, som drives at Götz familien, der overtog vinhuset i år 2000 med en gammel drøm om at lave vin fra nogle af de vinmarker, som egentlig havde været i familiens eje igennem flere generationer.

Götz Pincészet har samlet 17 hektar, som er fordelt på 6 større parceller i Kincsem og Bartalos ved Tolcsva, i Zsadányi ved grænsen til Sárazsadány samt i Csécsi, Darnő og Szegfű nær Sárospatak.

I vinhuset i Hercegkút har familien nogle af de berømte gamle vinkældre aka tunneler, som er fredet efter World Heritage Site udvælgelse … og Götz har samlet omkring 100 meter tunnel med perfekt og konstant temperatur på 9 grader til lagring af vinene.

Götz laver 7 forskellige vine, herunder altså denne tørre Furmint, som bare skulle være lavet udelukkende i ståltanke med kontrolleret fermentering.

I næsen er der fersken, let citrus, stikkelsbær, lidt mineraler og noget, der kunne minde om papkasser. I munden er vinen sød … meget sød, selvom det endda er deres tørreste udgave. Det bliver samtidig en smule vandet og lidt for meget saftevand med alt for stort sødmeniveau.

Købt i udlandet for omkring 22 kr.

Vinanmeldelse 3/7

2018 Mészáros Pál, Cserszegi Fűszeres, Szekszárd, Ungarn

2018 Mészáros Pál, Cserszegi Fűszeres, Szekszárd, UngarnLad os da bare nuppe endnu en vin fra det ungarske vinhus Mészáros Pál og denne gang en hvid af slagsen … vinen Cserszegi Fűszeres, som er navet på den for os ukendte drue, som vinen er lavet på.

Druesorten Cserszegi Fűszeres er en lokal ungarsk drue, som har sit navn efter oprindelsen ved byen Cserszegtomaj nær Keszthely. Druen er en hybrid eller krydsning mellem den ungarske Irsai Olivér og Roter Traminer. Dermed er den i familie med traminer-druer og således nærmest fætter til Gewürztraminer … og har faktisk også lidt af samme aromatiske noter.

Cserszegi Fűszeres er fremavlet i 1960 af Károly Bakonyi på Pannon universitetet for planteavl. Den modner meget hurtigt, hvorfor den også ofte giver lidt søde og krydret vine. Ordet fűszeres betyder faktisk også krydret.

Jeg har ingen oplysninger om produktionen, men mon ikke den lavet i rustfrie ståltanke som den roséfarvede søstervin, dvs. gæring ved lave temperaturer og aftapning efter endt fermentering.

Duftmæssigt er det en meget aromatisk, let parfumeret vin og ganske blomsterrig. Der er sæbe, astronaut-is, pærer, måske endda også lidt tropiske frugter og sødkrydrede elementer.

I munden er vinen sødlig med modne æbler og en halv dåse eksotiske frugter, meget easygoing og en vin, som rigtig mange vil kunne li’, da der er lidt saftevand-følelse. Der er klart stort bællepotentiale til sommer på terrassen og så har den også et krydret bid i eftersmagen. Det er klart 3,5 af de houlbergske tommelfingre og så endda med pil op.

Forhandles af Pannon Vin, hvor en flaske koster 71 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2018 Mészáros Pál, Szekszárdi Rosé, Szekszárd, Ungarn

2018 Mészáros Pál, Szekszárdi Rosé, Szekszárd, UngarnPannon Vin er et forholdsvis nyt dansk vinimportfirma, som drives af Erik Kovács. Han stammer fra Ungarn og har påtaget sig opgaven, at udbrede ungarske vine til os danskere. Og nu smager jeres flittige vinblogger så én af vinene fra sortimentet … og vi starter lidt udfordret med en rosé, Szekszárdi Rosé fra vinhuset Mészáros Pál.

Ungarn er et forholdsvis ukendt vinland for de fleste danskere, og vi kender nok mest landet for deres Tokaj vine. Der har dog været lavet vin i Ungarn i over 2000 år, hvilket blev startet af både romerne og kelterne.

Der findes hele 22 vinområder i Ungarn … stort set fordelt over hele landet, og vinhuset Mészáros Pál ligger midt i byen Szekszárd, som også har lagt navn til hele vinområdet, der ligger i det sydlige Ungarn, vel omkring 100 kilometer sydøst for Balatonsøen.

Det menes, at det var Kelterne, som startede med at lave vine i Szekszárd for over 2000 år siden. I dag er området mest kendt for kraftige og krydrede rødvine, bl.a. deres Szekszárdi Bikavér … tyreblod fra Szekszárd, deres udgave af Bikavér fra Eger.

Derudover er området også kendt for deres lokale drue Kadarka, men der dyrkes også sorter som Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot, Kékfrankos, Pinot Noir og Zweigelt. Og så laves der også mange rosévine i Szekszárd. Generelt er området dog ikke så kendt internationalt.

Vinhuset Mészáros Pál drives af Mészáros familien, som i 1974 købte en 250 år gammel vinkælder og startede med at lave vin i det små … for dengang måtte man alene eje et begrænset stykke jord. Det blev dog ændret i 1984 og siden har familien løbende opkøbt yderligere jord og ejer i dag 120 hektar vinmarker.

Derudover driver familien også et hotel … Hotel Merops Mészáros, hvor man i restauranten kan nyde lokale egnsretter og selvfølgelig masser af familiens vine.

Her smager vi en Szekszárdi Rosé, som er lavet på 100% Pinot Noir, hvor druerne høstes forholdsvis tidligt lidt umodne for at sikre syre i vinen. Efter høst presses druerne og ligger kort ganske kort med skallerne for at afgive lidt farve og smag.

Gæringen sker udelukkende i rustfrie ståltanke over 2 uger ved 14-15 grader og efter endt fermentering aftappes vine på flaske uden lagring overhovedet.

I næsen er vinen lidt karrig … en smule neutral, men frugtmæssigt lidt jordbær og rabarber, lidt citrus, rød bolsjesødme samt et lille krydret touch.

Smagsmæssigt egentlig ganske blid, sagte og tilbageholdende på vej mod det neutrale. Der er en okay syre, let bitterhed samt en smule jern og jod. Jeg er svær at imponere, når det gælder rosévine, og denne ændrer ikke dette, men er faktisk lige så god som mange af andre rosévine, som markedet oversvømmes med i foråret.

Forhandles af Pannon Vin, hvor en flaske koster 69 kr.

Vinanmeldelse 3/7