Første vin til den ungarske Master Class var denne 2016 Kis-Eged Pinot Noir fra vinhuset St. Andrea Vineyards & Winery, der ligger i byen Egerszalók i Eger regionen i Ungarn.
Under smagningen havde vi vinmageren György Lörincz med i mødet … det er ham, som I kan se på billedet ovenover. Han fortalte lidt om vinhuset, som er grundlagt i 1999, hvor familien lavede deres allerførste vin … en 1997 Egri Cabernet Sauvignon. Den fik en guldmedalje ved en stor national vinkonkurrence og det blev starten på vingården.
I 2002 byggede de et vineri og i dag har György Lörincz 45 hektar vinmarker i flere forskellige områder omkring byen Egerszalók og det er derfra, at denne Kis-Eged Pinot Noir kommer.
Druerne til vinen kommer fra 8 år gamle vinstokke, som efter høst er gæret i åbne gæringskar lavet af egetræ. Efter endt fermentering er vinen så lagret 13 måneder på store 500 liter egefade. Der er alene lavet 1.325 flasker af vinen.
Duften byder på masser af træ, en støvet aroma, dejlig lethed i duften, hindbær, jordbær med en klar grøn kant, lidt mælkede noter, mejeri, blomster og krydderier. Smagsmæssigt er der overraskende godt med peber og krydderier, så dermed bliver vinen lidt småstærk og rustik, mens frugten er kirsebær og hindbær suppleret med lidt sødme.
Importør er Wine & Sprit Store, hvor en flaske koster 189 kr.