I det vildt spændende Ma’d Moser projekt mellem Szent Tamás Szőlőbirtok és Pincésze aka Mád Winery og Lenz Moser laver de endnu en vin, som dog knap er udgivet endnu … en 2021 Dry Furmint MM55.
Det er en vin, som bare har fået ekstra TLC … druerne kommer fx fra de bedste vulkanske topmarker i Szent Tamás, Nyúlászó og Király,
Efter høsten er druerne afstilket og presset skånsomt efterfulgt af en temperaturstyret gæring i ståltanke, men derefter har vinen så lagret 8 måneder på helt nye 300 liters ungarske egetræsfade.
FÅK aka fuck, hvor det dufter godt … det kan faktisk minde en smule om stor hvid burgundisk vin, har en henrivende duft af røg og lejrbål med fællessang og har en olieret fornemmelse med fadnoter, vanilje og havskum med let salt på næsespidsen. Frugten er bare SÅ præcis, skarp og sart doseret. Der er pærer, fersken, mango, grillede samt syltede citroner.
Smagen er helt på samme boldbane og der scores øjeblikkeligt mål, så netmaskerne basker. Smagen er fed, olieret, røget og svag porno, men på den fedeste måde, for vinen har en stram og tæt syre, sødlig bitterhed, æblesyre og lemon. Kæmpevin, som jeg øjeblikkeligt bare knuselsker. 97 point.
Ikke tilgængelig endnu, men Supervin overvejer import, men således kendes prisen heller ikke.