Jeg drøner videre i Le Bon Negociant serien fra Maison Duroc aka LGI Wines og det er så med deres lyserøde Le Bon Negociant Rosé også i nyeste årgang 2023.
Rosévinen er lavet på en karakteristisk sydfransk blend af Cinsault og Syrah, der høstes i de køligste nattetimer for at holde frugten helt dugfrisk og beskytte mod oxidering.
Efter høst presses druerne direkte og nænsomt i en pneumatisk presse, hvor mosten frigives med minimal skindkontakt. Derefter er vinen så gæret i temperaturede ståltanke og så lagret 5 måneder sur lie i ståltankene inden aftapning på flaske.
I glasset er det en meget bleg rosévin … nærmest samme farve som rosévinene fra Provence. Duftmæssigt snakker vi mest fersken, lidt melon, tranebær, tørre rhôneagtige krydderier, lavendel, blomster samt lidt småfed sødme.
Smagen er sådan lidt til alle sider … har både fylde, syrlighed, sødme, peber og stærke krydderier. De spiller ikke helt sammen, hvorfor det er en bitter, citronsur og lidt kantet vin. Smagen af peber bliver ved med at forfølge dig, så du efterfølgende sidder med denne stærke, skarpe, varme og træagtig smag i munden. 86 point.
Forhandles af Supervin, hvor prisen er 99,95 kr., mens du kan købe vinen til 55 kr. ved køb af 6 flasker.