2021 Weingut Burggarten, Spätburgunder Classic, Ahr, Tyskland

2021 Weingut Burggarten, Spätburgunder Classic, Ahr, TysklandNår vi nu er i gang med at smage vin fra Paul Schäfer på Weingut Burggarten. så lad os da endelig også smage en gammel kending og klassiker … det er Schäfers Spätburgunder Classic, som jeg smager i nyeste årgang 2021.

Det er en gammel kending, for jeg har før smagt vinen både i årgang 2016, 2017, 2018 og 2019.

Druerne til Spätburgunder Classic kommer fra flere forskellige marker, men er – som alle husets Spätburgunder vine – modnet på træfade, men hvor lang tid fremgår dog ikke, så derfor smager jeg blot på vinen.

Duften er umiskendelig Ahr … har denne lyse, lette side sammen med røgede noter samt grangrene suppleret med sødlig animalsk landlighed, lys frugt af  jordbær, kirsebær og ribs, nelliker samt lidt finkornede fadnoter af vanilje, kanel, mælkechokolade, letbrændte noter og samlet god rundhed.

I munden er der der en lemon- og citronagtig bitterhed kombineret med en lys frugt af tranebær, jordbær og saftige kirsebær, en lækker lille frugtsødme, som går fint i hånd med bitterheden, de lyse bær og en frisk, levende og mineralsk syre. Det giver vinen både en kølig stil samt en sød venlighed, så dermed holder denne Gutswein et ganske højt og imponerende niveau uden så mange dikkedarer. 91 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 5/7