2019 Domaine Frédéric Esmonin, Gevrey-Chambertin 1er Cru Lavaux Saint-Jacques, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Frédéric Esmonin, Gevrey-Chambertin 1er Cru Lavaux Saint-Jacques, Bourgogne, FrankrigDomaine Frédéric Esmonin er jeg stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog. Det er et negocianthus, som vi denne aften smagte vi en 2019 Gevrey-Chambertin 1er Cru Lavaux Saint-Jacques fra.

Familien Esmonin driver både eget vinhus, som er kaldet Les Estournelles i Gevrey-Chambertin og negocianthuset Domaine Frédéric Esmonin, hvor de laver vin på opkøbte druer.

Les Estournelles råder over omkring 6,5 hektar vinmarker, hvorfra man laver husets egne vine. Indtil 1987 solgte familien dog alle egne druer til négocianter som fx Leroy og Jadot … nogle af Leroys mest berømte vine fra 1950’erne skulle efter sigende også være lavet med druer fra Frédéric Esmonin.

Frédéric Esmonins moder og fader er stadig aktive i driften af vinhuset og familien er en af de gamle og mest kendte i Gevrey-Chambertin.

Domainet praktiserer lutte raisonnée, hvilketn vil sige, at man ikke bruger kemikalier og tilsætningsstoffer … med mindre det ikke kan undgås. Hele  produktionen foregår på en naturlig og skånsom måde for miljøet. Dog er huset hverken økologisk eller biodynamisk certificeret,

Denne 2019 Gevrey-Chambertin 1er Cru Lavaux Saint-Jacques er således lavet med opkøbte druer, som kommer fra den meget kendte 1er Cru mark, Estournelles Saint-Jacques i Gevrey-Chambertin. Den er lavet med gæring i åbne gæringskar og lagret 14 måneder på franske egetræsfade.

I næsen er det en lidt bondsk og landlig vin … igen fornemmer man Gevrey-Chambertins lidt mørke og fyldige siden, selvom det fortsat er en let og luftrig burgundisk vin med det lille grønne islæt. Frugten er jordbær, blommer, skovbær og mørke hindbær, men fadene giver også noget nødder, lakridskonfekt og vanilje.

Smagen er smooth, cremet og overraskende sødlig blød. Til at starte med er det cremet, venlig og fyldigt, men frugten er stram og præcis med jordbær, ribs og lemon, der lige bider og knurrer. Tanninerne er ranke og mægtige, men smelter sammen med en fin, sart, grøn samt delikat syre, som giver vinen god balance. 95 point.

Forhandles af Philipson Wine og Meny supermarked  … og i Meny kan vinen fås til 695 kr.

Vinanmeldelse 6/7