Cantine Giacomo Montresor aka CGM SPA er et gammelt vinhus grundlagt tilbage i 1892 og ligger i den nordvestlige del af Verona på adressen Via Ca’ di Cozzi og nu smager jeg så deres 2019 Poggio Siresa Valpolicella Ripasso.
Det er en vin. som jeg også smagte for halvandet år siden i årgang 2018 og dengang skrev jeg også om vinhuset, deres historie og den nuværende produktion. Det skal jeg undlade denne gang i så bare skrive om vinen.
Poggio Siresa Valpolicella Ripasso er et klassisk blend af Corvina, Rondinella og Molinara, der er lavet med den berømte ekstragæring på ståltanke med druekvaset fra Amarone-produktionen. Herefter krydres og afrundes rødvinen gennem 6 måneders modning på egetræsfade, inden den er klar til frigivelse.
Det dufter dejligt, comfortagtigt, blødt, sødt og endda animalsk, absolut med god mørk frugt og fyldighed. Frugten er klart blommer, sorte kirsebær og brombær, men fadene bidrager med vaniljesukker, kakao, blød lakrids og tør engelsk lakrids, blæk og bagepulver. Det er ikke en overfed Ripasso … faktisk er duften pænt sammenhængende og ganske frugtrig med disse fadnoter.
Smagen virker også lettere og en smule mere ren og stringent end 2018’eren, men det klæder faktisk bare vinen. Dermed virker syren mere rank og slank med en smule tranebær og citronsyre suppleret med en svag lemon bitterhed. Det giver friskhed og sammen med en frugt af lyse kirsebær og blommer samt en lille tør sødme, så er det faktisk en meget fin Ripasso. 90 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.