2021 Rui Roboredo Madeira, Beyra Grande Reserva, Beira Interior, Portugal

2021 Rui Roboredo Madeira, Beyra Grande Reserva, Beira Interior, PortugalJeg fortsatte med endnu en vin fra den portugisiske vinmager Rui Roboredo Madeira og denne gang med en af hans allerbedste vine … en Beyra Grande Reserva i årgang 2021.

Det er en vin, som jeg har smagt i de seneste årgange … bl.a. i årgangene 2017, 2018, 2019 og sidst 2020. Det er en vin, der er lavet på 80% Tempranillo, 10% Touriga Nacional og 10% Mencía.

Druerne kommer fra 40 år gamle vinstokke på husets vinmarker på et lille plateau i 750 meters højde i et helt lille område, som er en del af Douro International Natural Park ved Vermiosa i Beira Interior.

Ved den manuelle høst sker første selektering af druerne allerede ude i marken, men efter ankomst til vineriet, så afstilkes og knuses druerne med det samme inden gæringen og delvis maceration ved 22-26 grader i cementtanke over 7 dage. Efter gæringen er vinen lagret 14 måneder på ekstra finkornede, amerikanske barriques.

I glasset er det en virkelig mørk fætter … kulsort og har en moden mørk aroma med en lille sød dybde med sød tobak, garvet læder, tør engelsk lakrids, sød finsk lakrids samt lakridskonfekt, vanilje og fed gammel balsamicoeddike. Frugten er kandiserede sorte kirsebær, brombær samt solbær … og alt er så flot sammenhængende, dybt samt intens som en maggiterning. Det dufter sgu eminent fremragende på en mørk og fed måde.

Sådan smager fætteren sgu også … dyb, intens med mørk frugt af sorte kirsebær, brombær, solbær, der leveres cremet, fløjlsblødt og flødeagtigt. Der er dog en vis kølig kompleksitet, for dels er den ret mineralsk med sten  jern, og rust, men samtidig er tanninerne tørre, stramme og næsten mundudtørrende … dog mindre end 2020’eren, men samlet giver et noget bid i det cremede, mørke lækkerhed, så dermed absolut 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 379,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7