2020 Rui Roboredo Madeira, Beyra Grande Reserva, Beira Interior, Portugal

2020 Rui Roboredo Madeira, Beyra Grande Reserva, Beira Interior, PortugalJeg har efterhånden smagt Rui Roboredo Madeiras topvin Beyra Grande Reserva nogle gange … i hvert fald både i årgang 2017, 2018 og 2019 … hver gang med 6 Thumbs Up og en glad Houlberg. Nu smager jeg så 2020’eren og er fortsat glad.

Men Beyra Grande Reserva er også klart en af hans bedste vine, lavet med druer fra højt beliggende marker ved Vermiosa i Beira Interior.

Blendet er sådan set også uændret og er igen 80% Tempranillo, 10% Touriga Nacional og 10% Mencía fra 40 år gamle vinstokke på husets vinmarker på et lille plateau i 750 meters højde i et helt lille område, som er en del af Douro International Natural Park.

Ved den manuelle høst sker første selektering af druerne allerede ude i marken, men efter ankomst til vineriet, så afstilkes og knuses druerne med det samme inden gæringen og delvis maceration ved 22-26 grader i cementtanke over 7 dage. Efter gæringen er vinen lagret 14 måneder på ekstra finkornede, amerikanske barriques.

Duften er dyb, intens, mørk og tyktflydende, gammel balsamico, har en kompakt, mørk frugt med sorte kirsebær, brombær, solbær, mørk chokolade, kakao, læder, tobak, tør engelsk lakrids, sød finsk lakrids samt lakridskonfekt, en buket blomster, røg og sammenlagt bliver du omgående i rasende godt humør.

Det smager næsten lige sådan, blot virkelig tørt og omgående mærker man også tørre, mundudtørrende og stramme tanniner suppleret med knust sten, jern, rust og balsamicoeddike. Alligevel har vinen en kølig, slank og stenet side, men alt leveres bare lige til døren med komfortagtig fløjlsblød velour og cremet lækkerhed med en letbitter og frugtrig eftersmag. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 379,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7