2009 Domaine Fourrier, Morey Saint-Denis Clos Solon Vieille Vigne, Bourgogne, Frankrig

2009 Domaine Fourrier, Morey St-Denis Clos Solon Vieille Vigne, Bourgogne, FrankrigDen næste af de ældre burgundiske vine var også en Vieilles Vignes fra gamle stokke og det var denne Morey Saint-Denis Clos Solon Vieille Vigne 2009 fra Domaine Fourrier.

Vinhuset ligger på Rute de Dijon i Gevrey-Chambertin og drives i dag af Jean-Marie Fourrier, som overtog driften fra sin far Jean-Claude i midten af 1990’erne som ug 23 årig og siden har forøget kvaliteten yderligere.

Inden Jean-Marie Fourrier overtog ansvaret fra sin far, så havde han stået i lære hos Henri Jayer i Vosne-Romanee og Domaine Drouhin i Oregon i USA og har fortsat Henri Jayer som sin mentor og laver de bedste vine, som denne vingård nogensinde har lavet.

Det sker fra knap 10 hektar vinmarker, hvor nogle af Pinot Noir vinstokke neer plantet helt tilbage i 1920’erne og alle vinmarkerne drives efter økologiske og biodynamiske principper.

Vinene lagres 18 måneder på fad, hvoraf kun omkring 20% er nye, mens aftapningen sker uden klaring eller filtrering for at sikre mest muligt af terroirets karakteristik, koncentration og elegance. I dag er alle vinene fra Domaine Fourrier, så eftertragtede, at de primært sælges pr. allokation til husets trofaste kunder.

Denne Morey St-Denis Clos Solon Vieille Vigne er netop en af disse vine og gæringen er sket i husets moderne vineri i gæringstanke af rustfrit stål efter gennemgang på sorteringsbord, hvor kun hele druer afvendes og de afstilkes næsten 100%.

I gæringstanke sker det, som Jean Marie kalder intracellulær gæring, hvor gæringsprocessen foregår inde i druerne, før skindet går i helt i stykker … altså en slags carbonic maceration og det sker selvfølgelig kun med druernes egne gærceller. Ved den 18 måneder lagring er der alene anvendt 20% nye barriques.

Selve aftapningen foregår i hånden og Jean-Marie foretrækker, at lade vinen stå med den CO2, der naturligt udvikles ved malolaktisk gæring for at bevare vinenes friskhed. .Der sker ingen finering eller filtrering, men da vinene godt kan indeholde noget opløst kuldioxid i flasken, anbefaler Jean Marie at dekantere vinene, hvis de drikkes unge.

Duften er klart dybere end foregående … mørkere med noget koncentreret oksefond, dyb og tæt, ganske kraftig med babybræk – på den gode måde – mælkede noter, hængt kød og flæsk, men har så alligevel lyse bær med kirsebær, hindbær og brombær, men måske en smule ekstraheret. Der kommer også noget skovbund, skovagtig blomsterflor og vilde blomster … alt med styrke i brilleglassene.

Smagen er blød og let fyldig … cremet med en mushy frugt, der også er en anelse til den mørkere side, ristede noter og så ellers en totalt vild syre, der rocker, styrer og bestemmer. På en eller anden måde er vinen imidlertid både kødfuld og ganske elegant, har bløde tanniner, krydderier og så denne vilde og utroligt friske syre. 95 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en årgang 2010 fx koster 1.995 kr.

Vinanmeldelse 6/7