2013 Querce Bettina, Brunello di Montalcino Riserva, Toscana, Italien

2013 Querce Bettina, Brunello di Montalcino Riserva, Toscana, ItalienSæt 4 omfattede de 2 store B’er fra Italien … nemlig Brunello og Barolo og den første var så en 2013 Brunello di Montalcino Riserva fra Querce Bettina.

Det er en nyere vingård etableret i 1992 på den sydvestlige side af Montalcino og ejet af de to vinmagere Sandra Barenghi og Roberto Moretti.

Vingården er på sølle 2,5 hektar vinmarker med ædle Sangiovese vinstokke og herfra laver man 5 forskellige vine, lidt olivenolie samt grappa.

Gårdens første Brunello var fra 2004 og kom på markedet i 2009 … og lavers efter en traditionel filosofi …. små udbytter fra de utroligt velplejede marker og gæret i ståltanke inden lagring i store fade. Det lille volumen gør at Roberto og Sandra kan fokusere helt penibelt på kvalitet.

Navnet Querce Bettina stammer fra en oldgammel lokal legende, som går tilbage til slutningen af det 19. århundrede og omhandler en gammel dame, som i  gamle dage sad under et imponerende egetræ, mens hun spandt uld og fortalte historier om hekse og troldmænd til de unge hyrder, som passerede forbi.

Damen hed Bettina, men ingen vidste, hvor hun boede eller kom fra. Alle sagde, at de havde mødt Bettina mindst én gang i livet … nær ved egetræet. Querce er det italienske ord for eg.

Deres Brunello di Montalcino Riserva laves kun i de bedste år … er således indtil nu lavet i årgang 2012, 2013, 2015 og 2016 og er lavet med gæring i ståltanke efterfulgt af malolaktisk gæring. Så er vinen lagret 48 måneder på 22 hektoliter slaviske egetræsfade inden den aftappes flaske og lagrer yderligere 12 måneder.

I glasset en svag orange kant og en utrolig spot-on aroma med rå champignon, blommer, kirsebær, lidt ribs, appelsinskal, noge hyben, tør lerjord, sand, tørt træ, tjære, sød tobak, læder og blomster, som sammen med parfumeret og krydret vellugt gør vinen balanceret samt pæn som en venlig pige.

Smagen er yderst elegant og raffineret … blød, smelter nærmest i munden og virker endda ret saftig, mens tanninerne er syleskarpe og stramme med en sort te tørhed og bitterhed. Hvor er det svævende, godt og ret imponerende … lækkerheder … 96 point.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske i årgang 2016 koster 699,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7