Sidst jeg smagte en vin fra Domaine Sorine, så var det også denne Santenay Vieilles Vignes, men blot i en årgang 2020. Men Tiderne Skifter som C.V. Jørgensen sang på albummet I Det Muntre Hjørne fra 1990, så nu smager jeg vinen i årgang 2021.
Pinot Noir druerne til denne vin kommer – som navnet også siger – fra nogle gamle vinstokke fra vinmarker mellem Les Maranges og Chassagne-Montrachet … nogle af stokkene er endda over 50 år.
Høsten er sket manuelt … og så er det først sket pre-maceration efterfulgt af en traditionel vinificering over 18-21 dage i egefade og efter endt fermentering er vinen lagret 12-15 måneder på fade, hvor der alene anvendes begrænset mængde nye fade.
Slam for en fin, let og lys burgundisk Pinot Noir, har en æterisk, let og grøn aroma, en lys frugt af lyse kirsebær, moreller, jordbær, ribs, hyben, tørt træ, rå champignon, hæfteplaster, nelliker … så kommer der en lille fadnote snigende med lidt kanelsukker og vanilje.
Smagen er spinkel, rank, ren og slank … har en lys, let og lettere grøn frugt, der mest er ribs, hindbær og rabarber … tynd tranebærsaft og en lys syre, der er luftig, frisk, syrlig, balanceret og suppleret med en svag sort-te-agtig bitterhed samt bløde tanniner. Det er en ung samt energisk let vin, så man kommer i det muntre hjørne. 92 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 315 kr., mens prisen er 280 kr. ved køb af 3 flasker.