2020 Domaine Sorine, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Sorine, Santenay Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigMed en up-coming Bourgogne smagning lige om hjørnet, så kan man da lige varme op med et godt glas burgundisk saft og det blev denne 2020 Santenay Vieilles Vignes fra Domaine Sorine.

Vinhuset ligger i Cheilly-lès-Maranges mellem Les Maranges og Chassagne-Montrachet og er i dag ejet af Christian Sorine og hans kone Emma.

Sorine familien stammer oprindelig fra Santeney, hvor de var en af de ældste vinfamilier. Christians farfar Charles Sorine var dog den, der efter phylloxera epidemien genoptog vinavlen på den gamle vingård.

Da han døde i 1946 overtog overtog sønnen Jean driften og stod også i 1973 bag opførelsen af en nyere vingård i Santenay le Haut og fik senere i 1987 hjælp fra sønnen Christian Sorine. Det er dog først under Christians ledelse, at familien er begyndt at flaske og sælge vinene under eget navn.

De har også betydet, at Christian og Emma hurtigt fik for lidt plads på vingården i Santeney, hvorfor de i stedet har fundet en ejendom i Cheilly-lès-Maranges med store, gamle vinkældre fra det 15. og 18. århundrede, der tillader lagring af vinene på de mange fade.

Samlet har Domaine Sorine 12 hektar vinmarker mellem Les Maranges og Chassagne-Montrachet og alle markerne dyrkes efter økologiske principper, selvom man dog ikke er certificeret.

Vinificeringen sker efter naturlige principper med fokus på det hårde arbejde i marken. Al høst foregår ved håndkraft, mens druer både selekteres i marken og ved ankomsten til vineriet. Svovl bliver kun tilsat i yderst begrænsede mængder, mens lagringen kun sker med en begrænset mængde nye fade.

Duftmæssigt er det usvigeligt Bourgogne, for vinen har denne lette Pinot Noir frugt samt en ret grøn kant, hvor der både er nelliker, lidt gran, hybenroser, tørt træ, lidt hæfteplaster, lyse kirsebær, jordbær, ribs … virker måske endda lidt tør og krydret i stilen med en snert af candy slik halskæder og lidt vanilje, men det er nu meget lidt.

Smagen er rigtig lækker og har – som med duften – en lillebitte grøn kerne, men det er langt mindre rent smagsmæssigt. I stedet har den en fin, ren og let frugt, masser af ribs, hindbær og rabarber samt en stringent, frugtrig og direkte syre, som dog er luftig, frisk, balanceret og suppleret en en svag bitterhed, bløde tanniner … virker ungdommelig og rigtig burgundisk. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 295 kr., mens prisen er 259 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7