2022 Wine and Brands, Signature Chef Paul Pairet Chardonnay Sauvignon Blanc, Languedoc, Frankrig

2022 Wine and Brands, Signature Chef Paul Pairet Chardonnay Sauvignon Blanc, Languedoc, FrankrigI serien med Signature Chef vine fra Wine and Brands med det danske islæt og ejerskab, så smager jeg endnu en vin og her har den franske 3-stjernede Michelin kok Paul Pairet fra Perpignan i Sydfrankrig lagt navn til.

Paul Pairet har godt nok base i Perpignan, men ejer også flere restauranter i Shanghai, er dommer i den franske udgave af det store tv-program Top Chef og han er endda også kåret som én af de 50 mest indflydelsesrige franskmænd i verden.

Hans køkken bliver ofte beskrevet som avantgarde, er både meget tankevækkende og raffineret og spiller på kontrasterende smage og hans verdensomspændende kulinariske erfaring har gjort det muligt for ham, at vinde mange priser og anerkendelser.

Denne vin er en Vin de France aka bordvin, som er lavet på 70% Chardonnay  og 30% Sauvignon Blanc fra vinmarker i Languedoc og ellers lavet på ren stål … så vidt jeg kan se, for der er ikke mange oplysninger om produktionen.

Duftmæssigt en lidt sødlig vin, der også har en smule Chardonnay fedme og fylde, fersken, umoden honningmelon, spidskommen samt andre søde krydderier, våde papkasser og syltede limefrugter.

I munden er der både sødme, tørre nødder, en del hvid peber og bitre elementer som lemon, grape, mens syren virker lidt vag, rund, venlig og bøjelig … med en lille frisk Sauvignon Blanc kant, der rykker vinen den anden vej. Det giver en omgængelig, blød og blid vin, men hele tiden med peberen siddende bagerst i munden. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., men kan fås til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7