2021 Ferienweingut Jung, Languicher Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2021 Ferienweingut Jung, Languicher Riesling Feinherb, Mosel, TysklanVi fortsatte med søstervinen i form af denne 2021 Languicher Riesling Feinherb fra Christopher Jung på Ferienweingut Jung og nu var der så skruet bare en smule op for sødmen.

Det er lavet på samme måde som den tørre udgave, altså med druer fra alle familiens marker og dermed også fra vinstokke i alle typer skifer.

Efter ankomst til vinkælderen, så presses druerne nænsomt og den friske juice løber selv i tankene og her startes gæringen spontant alene med druernes egne gærceller.

Når gæringen er 30-50% færdig, så tilsætter Christopher dog en udvalgt gærtype og vinen gærer i omkring 10 uger. Herefter står den 4 uger med gæren og kommer så på nye tanke, hvor den lagrer 5 måneder inden aftapning. I modsætning til den tørre udgave, så indeholder vinen 20 gram restsukker pr. liter.

Duften er faktisk også næsten den samme … luftig, let og inderlig, men man fornemmer dog en tak mere sødme. Frugten er mest æbler, fersken, moreller og mandariner, men selvfølgelig også den klassiske moselsødme med lidt karamel.

I munden er der selvfølgelig også mere sødme, men der er dog fortsat en levende, ren og stringent syre, så dermed ligger vi ikke så langt fra den tørre Trocken udgave. Der er æbler, fersken, men også nogle citroner, som dog har en snas mindre citronsyre.

Smagsmæssigt er vinen ikke så forsigtig og sart som den tørre udgave, men har en lækker fin og klassisk frugt med grønne æbler, citroner og igen mærkes en stenet mineralitet. Sødmen er heller ikke her så overvældende, men bidrager til en saftig smag, der atter bare fungerer så godt. Syren giver denne fine renhed, som sammen med mineraliteten giver en flot vin, så 90 point.

Forhandles af Højbjerg Vine og Primovino til 129 kr., mens prisen er 109 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7