Jeg startede den vinøse seksløber fra Ferienweingut Jung på entry-level niveau, altså med en Gutsriesling og det blev så denne 2021 Languicher Riesling Trocken.
Her er vinen lavet med druer fra alle familiens marker og dermed også fra vinstokke i alle typer skifer. Druerne høstes manuelt, men andet er heller ikke muligt på de stejle marker.
Efter ankomst til vinkælderen, så presses de nænsomt og den friske juice løber selv i kælderen og her startes gæringen spontant alene med druernes egne gærceller.
Når gæringen er 30-50% færdig, så tilsætter Christopher dog en udvalgt gærtype og vinen gærer i omkring 10 uger. Herefter står den 4 uger med gæren og kommer så på nye tanke, hvor den lagrer 5 måneder inden aftapning.
Duftmæssigt overrasker den … langt over forventningen for en almindelig billig Gutsriesling. Der er noget let, luftig og inderligt, har denne fine og nærmest sarte kombination af små antræk til tertiære aromaer som fx petroleum og grøntsagsfond, men samtidig en fin frugt af æbler, fersken, moreller og så en snert af den klassiske moselsødme.
I munden er der mere syre på drengen, men den er forsat til den lidt forsigtige og sarte side. Der er grønne æbler, citroner med mineralsk nerve, men samtidig lidt afdæmpet, hvilket giver vinen denne fine og saftige smag, der bare fungerer supergodt. 91 point, hvilket er et sensationelt højt niveau for en entry-level vin.
Forhandles af Højbjerg Vine og Primovino til 129 kr., mens prisen er 109 kr. ved køb af 6 flasker.