Forleden smagte jeg en 2022 Gavi Rovereto fra Azienda Agricola Picollo Ernesto di Picollo Gianlorenzo – eller også blot kaldet Casa Ernesto – og nu smager jeg endnu en vin fra huset … den mousserende RoveRina Spumante Brut.
Det er en mousserende vin, der er lavet på 100% Cortese druer og samtidig på den lidt billigere charmat metode, hvor moussen i vinen dannes via produktion i trykbeholdere, hvilket er sket over 3 måneder.
I næsen er der et meget frisk brus, som lige får næsehårene til at flimre, mens duften er meget ren, klinisk og krisp. Der er blid toast, svagt lidt nødder, let nougat og en blød frugt af pærer, fersken, hyld samt noget sødt i stil med flødekaramel.
Brusset er også stort i munden med en lidt jernagtig smag, grønne æbler, grønne æbler, lemon samt småsure citroner og samlet er det en rigtig frisk vin, der har et godt bid … mineralsk, ren og pivfrisk, så dermed 90 point.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 89 kr.