Azienda Agricola Picollo Ernesto di Picollo Gianlorenzo – eller også blot kaldet Casa Ernesto – ligger i Rovereto Chiesa i Alessandria provinsen lidt nordvest for selve Gavi by i Piemonte … og derfra smager jeg en 2022 Gavi Rovereto.
Vinhuset er grundlagt tilbage i 1945 af Lorenzo Picollo og ejes i dag af den 3. generation i form af Gianlorenzo Picollo og hans kone Silvia.
De har samlet 16 hektar vinmarker i 260 meters højde og vender primært mod syd og har gavn af det lokale klima, som er typisk for det sydlige Piemonte, der ofte får en dejlig frisk og kølig brise fra Middelhavet.
Markerne er tilbage med den hvide Cortese drue, som familien også har specialiseret sig i siden 1945 og jo også mest er udbredt i netop Alessandria – og Asti – provinsen og som denne 2022 Gavi Rovereto da også er lavet på.
Her kommer Cortese druerne fra 20 år gamle vinstokke, der er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar og er udelukkende lavet på rustfrie ståltanke med gæring ved 28 grader og efterfølgende lagring i ståltankene.
Dejlig og lidt fyldig aroma … godt med nødder, godt robust med fersken, pærer samt en smule ananas suppleret med blomster samt en mere moderat syre. Man fornemmer lidt sul, småfedme og virker ganske interessant og imødekommende.
I munden er der ganske præcis en lidt moderat syre, lidt olieret fedme, men ellers mere smag end på Cortese normalt. Der er lidt madæbler, pærer og umodne ferskner, noget lemon samt sødme, men absolut en lækker vin, som jeg vil elske at servere til gæster og således kan købe store mængder af til den fine pris … 91 point.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 85 kr.