2016 Patrick Lesec, Côtes du Rhône Cuvée Richette, Rhône, Frankrig

2016 Patrick Lesec, Côtes du Rhône Cuvée Richette, Rhône, FrankrigVi skal med næste vin, en 2016 Côtes du Rhône Cuvée Richette, til den lille negociantproducent Patrick Lesec, som jeg faktisk også én gang tidligere er stødt på her på vinbloggen.

Patrick er franskmand og i dag bosiddende i Avignon, men har tidligere arbejdet i Californien og har også drevet restauranter i Los Angeles i 19​​80’erne samt i  begyndelsen af 19​​90’erne.

Han blev løbende mere og mere frustreret over, at så mange vine i hans hjemland ikke levede op til deres sande potentiale og ikke gav forbrugerne det, som de virkelig ønskede sig.

Derfor besluttede han, at han selv ville gøre noget ved det og slog sig i 1993 ned i Avignon og grundlagde et negociantfirma og kunne så et par år senere udgive sine første vine.

Det sker ved, at Patrick Lesec har langtidskontrakter om at købe druer og vin fra forskellige producenter og avlere med vinstokke i nogle af de bedste terroir i Châteauneuf du Pape. Og vinene laves så hos store firmaer som fx Les Grandes Serres syd for Châteauneuf-du-Pape.

Denne vin er lavet på 75% Grenache og 25% Syrah fra 20 til 40 år gamle vinstokke. Druerne høstes fra topmarker nær Plan de Dieu i
smørhullet mellem Chateauneuf-du-Pape og Gigondas.

Vinen er fremstillet med 80% hele klaser og 20% afstilkede druer, hvor gæringen er sket med 14 dages udblødning af drueskallerne for et koncentreret og samtidig drikkevenligt udtræk af farve, frugt og tannin. Richette modner mestendels på cementtanke, men 10% af rødvinen lagrer på 3 år gamle egetræsfade.

Dejlig duft … animalsk og landlig med en lidt nærmest umami note fra skovbund, svampe, læder, lakrids og let mentol samt en meget fin og indbydende frugt, der både er frisk og langt lettere end forventet. Det er jordbær, hindbær og brombær … har lidt tørhed og lidt krydderier.

Smagsmæssigt er det også en let Rhône … har masser af tørhed, frugt med brombær og jordbær, flot rund balance, som gør vinen ret nem at snakke med, men samtidig lette, tørrre og sødbitre tanniner samt et lille drej på peberkværnen. Godt skruet sammen, 90 point.

Forhandles af Supervin og Rema 1000, hvor prisen er 149,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7