Dernæst stod den selvfølgelig på 2015 udgaven af Geremia IGT fra Marco og Attilio på Rocca di Montegrossi og den mindede mere om 2014’eren end fx ved sammenligning af Chianti Classico Gran Zelezione Vigneto San Marcellino.
Igen er vinen lavet på 70% Merlot og 30% Cabernet Sauvignon, hvor druesorterne begge er gæret ved 26 grader, men hver for sig … hvor Cabernet Sauvignon har gæret i 13 dage og Merlot i 8 dage med yderligere 28 dages maceration.
Derefter er vinen lagret 24 måneder med 55% på barriques og 45% på tonneaux, hvor omkring 1/4-del er nye fade, mens resten er enten fade brugt 1, 2, 3 eller 4 gange tidligere. Først derefter flaskes vinen og lagrer så yderligere 24 måneder i kælderen inden frigivelse.
Duften starter igen med sød finsk lakrids, men også andre noter fra fadene som kanel, vanilje og ristede noter. Der er lidt masser af sorte kirsebær, hindbær og brombær, støvet jord, tørt træ, cedertræ, lidt appelsin, balsamico, sødme og vilde urter.
Smagen er koncentreret med en støvet fornemmelse. Igen er der peber, spark og kraft, masser af solbær og kirsebær, stor tæthed og dybde, mens tanninerne også er tørre og markante. Den minder ret meget om 2014’eren … måske en anelse mere tæt og varm med god fylde og power. 92 point.
Forhandles af Vitis Vinifera, hvor en flaske koster 321 kr.