Fra Jean Gagnerot – det store burgundisk brand under den store franske vinkoncern GCF Group – skal vi smage endnu en vin og det er denne 2017 Rully Blanc.
Her kommer Chardonnay druerne fra de stenede terroirs i Rully, hvor jorden er velsignet med samme type ler- og kalksten, som kendes fra Puligny- og Chassagne-Montrachet nogle få kilometer længere mod nord.
I vineriet er druernes først presset skånsomt i pneumatisk presse, hvor kun den mest delikate druemost anvendes. Gæringen er sket i 228 liters barriques og efter endt fermentering er vinen lagret 8-10 måneder sur lie på barriques, hvoraf 15% er nye fade og resten er mellem 2-4 år gamle.
Duftmæssigt er helt melon, fersken, pærer, lidt luftigt fad, vanilje, lakridskonfekt, et touch af nødder, fennikel og en ganske ren, klar, hvid og kalket mineralitet.
Smagen er saftig, mere ren og stringent, grønne æbler, lemon og citroner … slank og endda lige på nippet til at være tynd, men meget omgængelig, ren og elegant. 91 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 219,95 kr. ved køb af 6 flasker.