Vi skal igen et smut til dejlige Ribera del Duero, da jeg nu har fået en slat af denne 2019 Viñas Viejas fra Hacienda Solano i glasset.
Det er et vinhus beliggende midt i byen La Aguilera i Burgos området og grundlagt i starten af 2000’erne af de tre søskende Nuria, Agustín og Estrella Solano.
Men det har jeg skrevet om tidligere, senest da jeg smagte husets 2020 Selección og denne Viñas Viejas har jeg skam også smagt et par gange tidligere.
Viñas Viejas, der er lavet med druer fra 60 år gamle vinstokke … Tinto Fino aka Tempranillo med lidt Albillo. Druerne har ligget i kold maceration i 24-36 timer, hvorefter gæringen er sket ved 26 grader over 11 dage og efterfulgt af malolaktisk gæring i 5 dage. Derefter er vinen lagret 14 måneder på franske barriques efterfulgt af 6 måneder på 500 liter tonneaux.
Dejlig animalsk, landlig og let flæsket aroma, men på ingen måder tung eller tæt, selvom den egentlig har en mørk frugt med brombær og solbærlikør, godt med engelsk lakrids samt noget fadpræg med en stang vanilje, chokolade, toast, læder, våde fade samt smørristede noter og lidt marcipan.
I munden er vinen ikke så fyldig som forventet, men har en kølig, meget tør … faktisk utrolig tør smag. Tanninerne hviner, hylder og tørrer munden ud, men samtidig har vinen i munden en ganske frisk, let og letbitter smag. Frugen er brombær, solbær samt en smule blåbær, lidt gran og appelsinskal … 92 point.
Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske koster 200 kr. ved køb af 6 flasker.