Den første vin fra Arthur Metz et Proprietes blev denne 2020 Riesling Grand Cru Altenberg de Wolxheim, hvor druerne er fra 6 forskellige plots på Grand Cru Altenberg de Wolxheim.
Vinmarken ligger i 200-250 meters højde for foden af Rocher du Horn. Jorden byder der på masser af grus og kalk, hvilket er specielt velegnet til Riesling.
Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men den skulle være lavet på ren stål. Den har 2,8 gram restsukker og der laves årligt 19.300 flasker af vinen.
Duftmæssigt er vinen klart bedre end 2018’eren … ikke helt så lukket, men har både nødder og nogle muskatagtige noter, nougat og hyld, mens der ikke er så megen duft af æbler, citroner eller anden syrlig frugt, hvilket gør duften en smule neutral.
I munden er det en fyldig Riesling, hvor der både kommer lemon og citroner frem med bitterhed samt en pebret syre. Den har dog en sødere kant med vanilje, varme og fyldige frugtnoter. 87 point.
Forhandles flere steder, bl.a. Megavin, hvor en flaske koster 129 kr,, mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.