2021 Domaine Tour Saint Michel, Le Clocher St-Michel Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2021 Domaine Tour Saint Michel, Le Clocher St-Michel Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigPauls anden og sidste vin blev en 2021 Le Clocher St-Michel Châteauneuf-du-Pape fra det lille vinhus Domaine Tour Saint Michel.

Vinhuset har eksisteret i tre generationer og blev grundlagt af Henri Fabre i 1930, men det drives i dag på bæredygtig og dynamisk vis af Mireille Fabre og hendes datter Magali.

Trods beliggenheden i den sydlige del af Châteuneuf-du-Pape, hvor det bliver meget varmt, så har Mireille en klar feminin stil, som er faldet i mange vinkritikeres smag, herunder Robert Parker og Wine Spectator og har vundet flere lokale priser i Frankrig.

Vingården råder over 44 hektar vinmarker, heraf 30 hektar i den sydlige del af Châteauneuf-du Pape.

Mireille fokuserer på at producere stilrene, elegante vine som samtidig bevarer Châteauneuf-du-Papes typiske kendetegn af fylde og krydderier.

Le Clocher St-Michel Châteauneuf-du-Pape er lavet på 85% Grenache og 15% Syrah, som stammer fra velplejede vinstokke på markerne Le Grand Coulet og Le Fanfgueiron. Markerne besidder en høj koncentration af runde galets roulés småsten, hvilket er med til at holde stokkene varme om natten.

Alle druer håndhøstes og gennemgår en dobbelt selektering i markerne. Dette er et bevidst valg fra Domaine Tour Saint Michel, som er kendt for særdeles høje kvalitetskrav. Først afstilkes alle druerne, hvorefter gæring er sket i cementtanke, hvor vinen så efterfølgende også lagres en periode.

I næsen er der nogle leragtige noter, mens frugten virker lidt træt samt flad, hvor frugten er blommer, blommekompot, søde kirsebær, mandariner, vaskeklude på en lidt Primitivoagtig facon, hvor der også er noget spidskommen og sødme med.

Smagen er meget blød med en sødlig og fyldig frugt, blommer, ribs, sorte kirsebær og atter nogle varme krydderier, mens man også lige mærker alkoholen en smule. 87 point

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster204,95 kr., mens prisen er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7