Min vin nummer 2 til vor lille vinaften blev den seneste frigivne årgang af Mille Vites bedste og dyreste vin og det er selvfølgelig denne 2020 Barberesco Gaia-Principe … der som 2019’eren jo er lavet af vinmageren Bisso Atanassov.
Da jeg smagte 2019’eren skrev jeg også en længere artikel om den lille danske familie Dupont, hvilket du kan læse om her; Houlberg smager vinene fra danskejede Mille Vite & Bisso i Piemonte.
Barberesco Gaia-Principe er lavet ved, at de håndplukkede druer først er afstilket og knust, men kommer så derefter over i et gammelt cementkar til en kølig pre-maceration i 3 dage.
Selve gæringen sker uden temperaturkontrol med regelmæssige pump-overs og punch-downs efterfulgt af en eftermaceration i 21 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret 24 måneder på franske, brugt barriques inden aftapning på flaske.
Som med 2019’eren har vinen en herregod … eller damm good aroma, der er lys og parfumeret. Damegod passer måske bedst, for det er en smule feminint og let med tørhed, røgede noter, violer, rosenblade, læder, balsamisk olie og skovbund. Frugten er nu igen lyse kirsebær, jordbær, hindbær med let sødme, en smule grøntsagsfond, sur mælk, fennikel og svagt aftryk fra fadene med træ, vanilje og meget forsigtigt en smule mælkechokolade.
Smagsmæssigt er det også en frugt med knuste hindbær, tranebær og ribs, let bitterhed, men en meget direkte frugt, hvilket får vinen til at virke ungdommelig og spændstig … men det er den jo også, for det er endnu en meget ung vin. Det hjælpes også undervejs af knastørre tanniner, der giver endnu mere bid … skøn vin. 94 point.
Info om køb kan oplyses på info@millevite.com, men prisen for en flaske er 299 kr.