2017 Sottimano, Barberesco Cottá, Piemonte, Italien

2017 Sottimano, Barberesco Cottá, Piemonte, ItalienVi sluttede vor vinaften med Gerts sidste bud og det var en flaske 2017 Barberesco Cottá fra Azienda Agricola Sottimano beliggende i byen Nieve cirka 5 kilometer nordøst for Alba.

Vinhuset har vi mødt mange gange her på Houlbergs Vinblog og derfor ser vi denne gang kun nærmere på denne vin, som er lavet med Nebbiolo druer, som er fra Cottá marken, som ligger med sydvest-vendt eksponering og er på små 2,8 hektar og har vinstokke, der er omkring 60 år gamle.

Den malolaktiske gæring foregår på egefade, der er specielt fremstillet til Sottimano af Francios Frères i Bourgogne. Vinen lagrer på disse fade i 18-20 måneder, heraf er 10% nye fade. Aftapningen sker altid uden filtrering eller klaring.

Der er masser af de klassiske Nebbiolo dyder i næsen … violer, knuste rosenblade, læder, gazebind, lyserøde og syrlige bolsjer, ribs, lyse kirsebær, tranebær, fennikel, salvie, mentol samt noget, der er mere mineralsk. Spot on.

I munden fortsætter herlighederne med dejligste tørhed og markante, stramme tanniner samt lyse bær af ribs, hindbær og tranebær tilsat lidt Campari bitterhed, men også let og blomstret med en nærmest parfumeret stil. Vinen har en ren og direkte frugt, mens syren er skarp, fokuseret, præcis og rammer bulls-eye. Sådan skal god Nebbiolo bare smage. 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 575 kr., mens prisen er 489 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7