Vi skulle forbi Tenuta J. Hofstätter igen … og endda med denne flotte røde Barthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero, som jeg før har smagt i både årgang 2010 og 2014, men her var det altså en 2016.
Barthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero, som selvfølgelig er lavet med 100% Pinot Noir fra marken Barthenau Vigna San Urbano. På Barthenau marken er vinstokkene 65 år gamle og høstes manuelt, hvorefter der sker en afstilkning af omkring 75% af klaserne.
Derefter presses druerne let efterfulgt af kold maceration i omkring 24 timer, hvorefter fermenteringen sker. Derefter lagrer vinen af to omgange, først 12 måneder på små fade, hvorefter fadene blandes og vinen lagrer videre på store egetræsfade i yderligere 8 måneder. Derefter flaskes vinen og lagrer endnu en gang 8 måneder inden frigivelse.
Som med tidligere årgange, så er det en lidt tæt og lidt mørkere Pinot Noir, som ikke har den store animalske landlighed i duften, men mere en direkte frugt af kirsebær og tranebær, men også en lidt mælket eller mejeriagtig side med kærnemælk og det suppleres så af blomster, blomsterpollen, jord, skovbund, mos og lidt mørk tobak, sandaltræ og læder.
I munden er det klart fortsat en mørkere og mere tæt Pinot Noir, men den føles dog klart lettere og lysere, hvor tanninerne fortsat er unge og bidske, men også en snert tyndere, hvilket gør vinen meget drikbar lige nu. Der er frugt af kirsebær, hindbær, urter, peber og syren virker også ren og saftig. Som tidligere er vinen sgu en smule kraftigere og mere muskuløs end dens tyske medsøstre, men for pokker det smager godt. 95 point.
Forhandles af Espergærde Vinhandel, hvor en flaske koster 599 kr.