2017 Casa E. di Mirafiore, Barolo, Piemonte, Italien

2017 Casa E. di Mirafiore, Barolo, Piemonte, ItalienHvem elsker ikke Barolo? Nærmest alle, synes svaret at være og her smager jeg så en Barolo fra et af de første huse til producere Barolo, nemlig Casa E. di Mirafiore.

Vinhuset der helt korrekt hedder Casa di E.Mirafiore & Fontanafredda holder til på adressen Via Alba i Villaggio Narrante i Serralunga d’Alba tæt på Cantina La Biòca.

Vingården er grundlagt i 1878 af Emanuele Alberto Guerrier, der var greve af Mirafiore og søn af Italiens første konge Vittorio Emanuele II og Rosa Vercellana, der grundet hendes skønhed blev kaldt La Bella Rosina.

Rosa Vercellana var egentlig kongens elskerinde og da hans hustru døde, så endte han med at gifte sig med La Bella Rosina, selvom det egentlig var ugleset, da hun slet ikke – som forskrifterne krævede – var adelig.

Allerede i 1858 havde kongen Vittorio Emanuele II købt Tenuta Fontanafredda som et jagtslot, men i 1870 lavet den første Barolo sammen med sin søn og det var Emanuele Alberto Guerrier, der siden overtog driften af vingården, da kongen døde i 1878.

Emanuele Alberto Guerrier var en driftig herre og udover at drive godserne i både Barolo og Fontanafredda, så var han også en stor adelig landmand og iværksætter. Han dedikerede sit liv til at lave vine med en moderne tilgang og brugte meget energi og mange penge for det lokale samfund.

Han opførte bl.a. landsbyen Villaggio Narrante  – med Fontanafredda godset som det centrale midtpunkt – til alle gårdens medarbejdere med bondehuse, kældre, stalde og kirke samt F.A.O aka Fratellanza Agricola Operaia … en rekreativ klub for alle de ansatte. Dengang var der 200 ansatte og 50 familier bosat i Villaggio Narrante.

Under hans ledelse tog produktionen straks en innovativ drejning med konstant opmærksomhed på produktionen af kvalitetsvine og især Barolo. Han var også den første til at bygge store betontanke i vinkælderen efter et patent fra det schweiziske firma Borsari og den innovative tilgang gjorde vinene bedre, for de vandt hurtigt priser ved flere internationale konkurrencer.

Desværre døde Emanuele Alberto Guerrier allerede i 1894. hvorefter driften blev overtaget af Emanuele Albertos søn Gastone, der dog ikke havde faderens lidenskab eller talent, så selvom vinene var berømte, så begyndte tingene langsomt at forværres. Måske skyldes det også, at Gastone mere gik op i kvinder og andre fornøjelser.

Ovenpå den store økonomiske depression, som spredte sig til Europa fra USA, og phylloxera, så endte det hele i 1929 med forfald og til sidst konkurs. Godset var vurderet til over 1 mio. lire, mens Mirafiore brandet blev solgt for kun 100.000 lire … men senere glemt og ude af markedet.

Under ledelsen af Monte dei Paschi startede man dog med at lave på godset, men det var svært uden et navn, så man valgte at lave vinene under det mere anonyme navn Fontanafredda. Imidlertid var det ret svært, bl.a. på grund af 2. verdenskrig, men i løbet af 1950’erne blev der produceret Fontanafredda Barolo på gården med stigende succes.

Vingården var således også en af pionererne, da Barolo senere blev officiel appellation og i 2008 blev vingården solgt til Oscat Farinetti og Luca Baffigo. De forstod virkelig gården og markernes potentiale, men gen-introducerede også det gamle Mirafiore navn, således vinene i dag sælges under både Casa E. di Mirafiore og Fontanafredda.

I dag har Fontanafredda og Casa E. di Mirafiore sammenlagt 120 hektar vinmarker i Serralunga d’Alba. Vi smager her den almindelige Barolo lavet på Nebbiolo druer fra nogle af markerne og høstet med et udbytte på gennemsnitlig 45 hektoliter pr. hektar.

Gæringen er sket i rustfrie ståltanke ved 30-31 grader over 12-15 dage efterfulgt af yderligere maceration på skindet i 30-40 dage for at hjælpe en malolaktisk gæring i gang. Efter endt fermentering er vinen så lagret 2 år på 2.000-14.000 liter egefade og derefter så lagret på flaske en periode inden frigivelse.

Duftmæssigt en lys Nebbiolo vin … ganske parfumeret, klar, frisk med både grønne noter, rosenblade, violer, let mentol, laurbærblade samt en frugt af jordbær, ribs, hindbær samt fennikel, masser af træ  og bare vildt tiltrækkende.

I munden er det er ren og meget frugtrig vin … masser af syrlig og stram frugt med ribs, rabarber, hindbær og tranebær, lidt bitterhed af grape, masser af lys syre … så fin, stram, frisk, tæt, let med nogle frugtrige tanniner, der ganske vist bærer på masser af garvesyre, men på ingen måder mundudtørrende. Det er en meget straight Barolo, der har denne nærmest lyse energi på en gammeldags og lækker måde. 93 point.

Forhandles af Sorgenfri Vin, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen er 369 kr. ved køb af 6 flasker og 349 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7