Sjovt nok er det ikke lang tid siden, at jeg smagte en 2018 Anchor Wine Reserva Tinto fra det gamle portvinhus Feuerheerd’s, men nu er det sgu en ægte Tawny Port fra huset.
Som du formentlig allerede ved, så er en Tawny portvin typisk fra flere årgange og den lagrer også længere tid på mindre fade og iltes langsomt i modsætning til Ruby portvin. Af samme grund er Tawny portvin også mere læderfarvet og har ofte noter af nødder, krydderi samt karamel.
Denne flaske fra Feuerheerd’s er lavet af kældermester Álvaro van Zeller og er at betragte som en intro portvin til Feuerheerd’s mange Tawny vine. Den er lavet på et mix af Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca, Tinto Cão og andre lokale druer.
Det er rigtig fin dessertvinsnæse, hvor der er svesker, blomme i Madeira, tørret frugt, måske endda lidt rosiner, lidt styrke og varme, der lige kildrer i næsen, godt med ristede nødder og lette oxidative aromaer.
I munden er det voksenslik … det er karamel, svesker og overmodne blommer, nøddesirup og så igen den halsvarmende alkohol, en smule appelsinskal … og som entry portvin er niveauet absolut højt, så dermed 88 point.
Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster134,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.