Alamos Wines er et af Catena-familiens fire førende brands og producerer vine på både Syrah, Cabernet Sauvignon, Malbec samt Bonarda … her smager Houlberg en 2017 Malbec.
Vinhuset har fået sit navn Alamos efter de store og høje træer, der beskytter de kostbare vinstokke mod Andesbjergenes barske vind og vejr og samtidig tilfører alle vinene sin elegante, velbalancerede smag.
Denne 2017 Malbec er imidlertid – som Rolf – ikke helt ren, men er lavet på 90% Malbec, 5% Cabernet Sauvignon og 5% Bonarda, der er lavet i rustfrie ståltanke, men efter endt fermentering lagret 9 måneder på franske og amerikanske egefade.
Det dufter sgu godt … overraskende godt. Der er godt med fad, hvilket bliver lidt på bekostning af frugten. Der er våde fade, lidt vanilje, kanel, lakrids, mælkechokolade, sød tobak, nogle tørrede kirsebær, blåbær, svesker og måske endda også rosiner. Har absolut denne lidt fornemmelse af tørret og sød frugt over sig.
I munden er det lidt det samme … det bliver lidt fluffy med blød, kandiseret og tørret frugt, kanel, nelliker og søde elementer, kakao, mørk chokolade, silkebløde tanniner, gammel balsamico og urter. Det er en vin lavet med den bredde pensel og klart en sødere vin, som mange vil elske. 87 point.
Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 94,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 12 flasker.