2019 Tenuta Il Falchetto, Pian Craie Sauvignon, Piemonte, Italien

2019 Tenuta il Falchetto, Pian Craie Sauvignon, Piemonte, ItalienTenuta Il Falchetto Azienda Agricola ligger i Santo Stefano Belbo omkring 10 kilometer øst for Alba. Det er derfra, at vi nu smager denne 2019 Pian Craie Sauvignon.

Vinhuset startede reelt i 1940, hvor Pietro Forno startede med at producere og sælge de første flasker Moscato, selvom Forno familien har en ret lang historie i  Santo Stefano Belbo og kan spore anerne til 1600-tallet.

I begyndelsen af 1970’erne gav Pietro dog tøjlerne på vingården videre til sine sønner Natalino og Luigi, som renoverede kælderen og introducerede nye maskiner til bedre kontrol med gæringen.

De købte også nye vinmarker, men i dag er seneste og 4. generation i form af brødrene Giorgio, Fabrizio og Adriano Forno, som driver huset og dets 40 hektar vinmarker fordelt på 6 store marker.

Oprindeligt fokuserede brødrene de på Moscato druen, men de har senere udvidet ejendommen ved at investere i vinmarker i nogle af de bedste områder til dyrkning af Barbera druen, som nu er blevet en vigtig del af Il Falchetto’s produktion.

I vinmarkerne anvendes økologiske principper, og hver fase i vækstcyklusen fra beskæring om vinteren til høsten følges meget omhyggeligt, idet arbejdet udføres manuelt. Ved vinfremstillingen anvendes såvel traditionelle metoder som moderne teknologi, og den temperaturkontrollerede gæring udføres med naturlig gær.

Den femte generation af familien har nu påbegyndt deres mission på Il Falchetto, og de er klar til at fortsætte Forno traditionen og følger opmærksomt hver fase i produktionen fra vinmark til flaske.

Her smager vi så husets Pian Craie, der er lavet på ren Sauvignon Blanc fra kalkstensrige vinmarker ved byen Agliano Terme, hvor der er et mikroklima, som giver vinen intens mineralitet og frugtighed.

Druerne er høstes manuelt og derefter presset blidt i et lufttæt miljø, hvorefter gæring sker ved 18 grader i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 4-6 måneder sur lie ståltanke, dog skulle 10% være lagret sur lie i egefade.

Måske er det lagring sur lie med en del på egefade, som gør denne Sauvignon Blanc meget anderledes, for i næsen er der hverken græs, grøn peber, flintesten eller stram stikkelsbær. I stedet er det bare en ultra blød vin med bløde pærer, nærmest dåsepærer ligget udblødet i vand, saftig fersken, har ler og kalk, salte noter og virker måske endda let parfumeret.

Sådan er smagen faktisk også … rund og blød pæretærte, en smule hyld, gule blommer samt masser af blomster og måske endda lidt sødere eksotisk frugt. Smagen er bare så blød, at de normalt typiske karakteristika for Sauvignon Blanc ryger i en smule i baggrunden til fordel for denne bløde, lækre og runde smag, hvor der dog kommer lidt mineralitet samt en snert af lidt bitter grapefrugt. 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 145  kr.

Vinanmeldelse 5/7