Med næste fine Weingut Margarethenhof Riesling er vi et niveau oppe, for Forster Riesling er en Ortswein fra husets Die Spitze klasse … Langlebige Weine aus besonderen Rieslinglagen.
Denne gang kommer Riesling druerne fra forskellige af husets marker omkring Forst, hvor der er stor variation i jordbunden, her både med sandsten, basalt, kalk, lidt löss.
Vinen er lavet på ren ståltanke … først med 4 timers maceration inden presning og gæring. Derefter er vinen lagret sur lie altså på bærmen aka gærresterne en periode inden aftapning på flaske.
Nu løfter smagen sig sgu … der er små erotiske noter af petroleum, diesel og terpentinske opløsningsmidler, der sammen med grønne æbler og klare citrusnoter skaber en skøn aroma. Her er duftene nu langt klarere og mere rene end foregående Gutsriesling, fortsat med blomster, let melon, små søde fondnoter. Hmmm.
Smagen står også dybere, har stor dybde, masser af frugtintensitet, grønne æbler, fersken, stenhård og saltet mineralitet og så en stærk og kraftig syre med masser af citroner og tydelig bitterlemon, røg og eventyrlang eftersmag. Mums.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 3 flasker.