2020 Andersen Winery, Discover Æble Brut, Jylland, Danmark

2020 Andersen Winery, Discover Æble Brut, Jylland, DanmarkHandcrafted in Denmark står der på etiketten af denne 2020 mousserende vin. Det er nemlig danske bobler lavet på dybrøde Discovery æbler i Knebel ved Mols Bjerge af Andersen Winery.

Og ligesom med en anden Andersen – kaldet HC – så der også her tale om et lille eventyr. Det startede i 2009 som en lille forvitret ælling, da Mads Groom Andersen som hobby begyndte at fremstille vin af æbler fra egen have. Et par år senere etablerede han en vinmark for at eksperimentere med mousserende druevine lavet efter champagne metoden.

Siden har Mads fået madspecialisten Frantz Maurice Scott Lundby og iværksætteren Morten Rinder Stengaard med i projektet og har siden 2015 øget produktionen, således de fik en større produktion af frugtvine efter de samme principper som i Champagne.

I dag laver Andersen Winery de mousserende vine på forskellige frugter med æbler som de primære, men også ribs, hindbær, solbær samt rabarber. Og frugterne kommer dels fra egne tilplantninger og en række lokale avlere.

Vinene laves ikke som cider, men af to omgange … først laves en almindelig frugtvin på æbler og altså på samme måde, som man ville lave en almindelig vin på druer. Derefter sker andengæringen i flasken, præcis som jeg ville gøre i Champagne.

Her er æblemosten koncentreret og processen giver normalt også en alkoholprocent, der er højere end cider. Det smager dermed også noget anderledes end cider.

Her smager jeg så drengenes Discover Æble Brut i årgang 2020, men her er alkoholprocenten kun på 2% og dermed er lavere end normal cider.

Det skyldes, at Discover Æble Brut er lavet som en sød mousserende æblevin, hvor gæringen er stoppet tidligere for at bevare sødmen. Der er formentlig også tilsat en sødere dosage ved degorgeringen, selvom det ikke fremgår af husets hjemmeside.

Discover serveres bl.a. på Michelin restauranterne Geranium og Kong Hans og den vandt guld til IFC 2017. Den har ligeledes vundet medalje ved Tysklands største messe for frugtvin. Den er fremstillet af tidligt høstede danske, røde Discovery æbler med andengæring på flaske … og så er der kun lavet 7.940 flasker, hvoraf denne er nummer 4.636.

Fra første fløjt dufter vinen af nypresset æblesaft og slet ikke med samme landlige, bondske og økoagtige aroma, som mange af franske eller engelske cidere. Her er det bare mere ren æblesaft med masser af sødme i æblerne, lidt estragon, modellervoks og en lidt moden syre.

I munden er der også godt med sødme, virkelig juicy, saftig æblesaft med en lille snert lemon. Der er ikke megen syre … men dog lidt. Det er til gengæld voldsomt drikbart, lige-ud-af-landevejen-agtigt, nemt, pænt og rent med kæmpe æblecharme. Det er smag af barndom og Danmarks friske natur og hurra for det.

Forhandles af Lund Vine, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7