2019 Le Strette, Danuel Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2019 Le Strette, Danuel Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienI starten af 2021 smagte jeg en fin Persole Barbera d’Alba Superiore fra vinhuset Azienda Agricola Le Strette, der ligger et par hundrede meter nord for byen Novello. Nu smager vi deres Danuel Langhe Nebbiolo og den er bestemt ikke mindre interessant.

Det lille produttori vini piemontesi har lavet denne Nebbiolo ædle vin med druer fra forskellige marker i Novello og Barolo i 280-420 meters højde og fra vinstokke plantet imellem 1976 og 2016.

Efter høsten er druerne først afstilket og presset blidt før gæring samt maceration i ståltanke i 15 dage. Derefter er vinen lagret i 12 måneder på 225-300 liters egefade, som er brugt en eller to gange tidligere, samt store 10 hektoliter fade.

I næsen starter vinen lidt animalsk med prut, bio bio landlighed og lettere svovlet, så den skal lige ha’ lidt tid i glasset. Når den aftager, så dukker der lidt blomster op, men er ellers en anelse neutral. Der dukker dog langsomt lidt kirsebær og jordbær op, sød vanilje, tørt træ. kamfer, balsamico og en lille sødme.

Smagsmæssigt er det en lidt fyldig og saftig Langhe Nebbiolo, masser af kraft og saft, frugten lidt mørkere end duftmæssigt, igen kirsebær, jordbær og brombær, syren ikke så vild og tanninerne er også mere rund. Der er også let bitterhed, men ikke vildt, så dermed bliver det en rund, småmørk og saftig Langhe Nebbiolo, men det smager skam ret godt.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 150 kr. ved  køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7